HJC har lanceret Valeco 2 som afløser for, suprise, den oprindelige Valeco, en hjelm som min kollega Mathias testede tilbage i 2021.
Valeco 2 er en hjelm primært rettet mod landevejsrytteren, men gør sig efter min mening lige så godt til både gravel og XC mountainbike.
Udvalgte specifikationer
- Selfit
- Coolpath
- In-mold konstruktion
- Plads til cykelbriller
- 226 gram

Design og detaljer
Valeco 2 fås i en del forskellige farver, 8 forskellige listes på HJC’s eget website, vi har her testet den helt klassiske hvide udgave.

Den fås i 3 størrelser: S (51-56 cm.) M (55-59 cm) samt L (58-63 cm.) Vægten er opgivet til 225 gram og jeg har kontrolvejet str. S til 226 gram. Med i kassen fra start får man en beskyttende pose til brug ifm. rejse, transport eller bare opbevaring, samt et ekstra sæt puder.

Hjelmen har et aerodynamisk design, men er stadig tilpas åben – så der er god ventilation. Der er et par større åbninger i fronten og på toppen, samt et par mindre åbninger placeret i/ved siderne.
Foran er der gjort plads til cykelbrillerne, så man slipper for at have dem i nakken når der ikke lige er brug for dem. Det virker til at de sidder rimelig fast, men jeg havde nok foretrukket der var en form for gummi-belægning i hullerne, så brillestængerne blev holdt fast.
Valeco 2 er udstyret med HJC’s egne Selfit system, helt kort betyder det at hjelmens omkreds automatisk justeres efter dit hoved, du skal altså hverken justere eller efterspænde, det tilpasser sig når du tager hjelmen! Det eneste du lige skal justere er hvor hjelmen skal sidde i nakken, det justeres manuelt op/ned i 8 forskellige trin og så evt. justere den via de 5 forskellige trin foran (Illustreret i videoen nedenfor)


Valeco 2 har også Coolpath teknologi indbygget, det er egentlig blot en lille plade af plast der skaber afstand mellem hjelmen og rytterens hoved, således at luften kan passere frit for optimal ventilation.

Indvendigt i hjelmen er der puder i siderne og foran, disse kan nemt pilles ud og vaskes/rengøres.
Stropperne er helt klassiske og spændet er et traditionelt klikspænde. Det er nemt at justere og tilpasse og klikspændet ved vi bare virker!
MIPS eller lign. finder man ikke i Valeco 2, men det betyder ikke at den er mindre sikker end andre hjelme. Den har CE EN 1078 godkendelse og overholder derfor gældende krav til cykelhjelme.
Komfort
Jeg har benyttet Valeco 2 siden efteråret og har derfor endnu til gode at teste den i høje temperaturer. Ventilationen har jeg oplevet som god, men det lidt lukkede design har også givet lidt beskyttelse mod den kolde vind her om efteråret og vinteren.
Hjelmen er ekstrem let og luftig at bære, hvilket gør den meget behagelig at have på – også i længere perioder. Kombinationen af Selfit systemet og de bløde puder gør komforten perfekt – i hvert fald hvis man spørger mig. Jeg har kun oplevet Selfit systemet som velfungerende, det justerer sig automatisk efter rytteren når du tager hjelmen på, men spænder omvendt ikke så meget omkring hovedet at det ender med at blive ubehageligt.

Justeringsmulighederne i Valeco 2 er også ret gode, med både nakkespænde, justere frem/tilbage samt naturligvis stropperne.

Konklusion
Valeco 2 er efter min mening en virkelig fed hjelm til landevej og gravel brug. Designet er rimelig slankt, der er en god aerodynamik – men stadig fornuftig ventilation og så er vægten bare super lav.
En hjelm der er meget behagelig at have på – også på de længere ture og med et flot design, alt sammen til en fornuftig pris!
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 1195,-
- Køb HJC Valeco 2