Det er under en mdr. siden vi testede og anmeldte LED LENSER P7, der nok bedst kan betegnes som en klassiker indenfor LED lygter og som med en cykelholder også gjorde det ret godt som cykelforlygte. Det skal dog siges at ikke er godkendt til brug på offentlig vej som cykellygte, grundet manglende synlighed fra siden, hvilket også er tilfældet med denne model ved navn Hokus Focus.
Hokus Focus er først og fremmest en LED hånd/lommelygte, men med den universelle cykelholder som findes i LED LENSER‘s sortiment, har man pludselig en ganske kraftig forlygte til brug i skoven på en MTB eksempelvis, med et output på omkring 105 lumens og en “rækkevidde” på op til 230 meter.
Første indtryk
Vi giver en kort visuel gennemgang af LED LENSER Hokus Focus, funktionerne og deler vores første indtryk med Jer i videoen nedenfor.
Design og funktionalitet
LED LENSER Hokus Focus er en halvgammel sag, som rent faktisk er lanceret helt tilbage i 2007. Lygten har sidenhen dannet udgangspunkt for både H14 pandelampen og P7’eren som vi tidligere har testet. Lygten er udført i slagfast flyaluminium som er både utrolig let, men også enormt robust. Overfladen er naturligvis sort og med den let kantede overflade har man et super greb om lygten når, eller hvis, den bruges som traditionel lomme eller håndlygte. Yderst er selve lygtehuset med 1 stk CREE LED med et maksimalt output på 105 lumens, lygtehuset kan drejes for at ændre fokus og dermed lyskeglens spredning og rækkevidde – da lygten som tidligere nævnt skulle kunne række op til 230 meter. Den miderste del af lygten udgør selve grebet, og selvom lygten ikke er specielt stor – er der plads nok til at man har et ordentligt greb om den i “håndholdt” tilstand.
Den bagerste del af LED LENSER Hokus Focus kan skrues af, og trækkes ud, da denne del udgør selve batteriholderen for de 3 AAA batterier der driver lygten og giver op til 120 timers brændetid på et sæt batterier (Jf. producentens oplysninger) Allerbagerst er knappen der bruges til at tænde og slukke for lygten, og her bør nævnes at alle kontakter og fjedre er guldbelagte for bedst mulige kontakt.
Lygten er naturligvis stænktæt, så en par dråber vand slår den ikke ud – men bør omvendt ikke forstås som om at den er decideret vandtæt, da dette ikke er tilfældet.
Som nævnt indledningsvis, så er LED LENSER Hokus Focus ikke godkendt til brug som cykellygte på offentlig vej, grundet manglende synlighed fra siden, det gør den dog ikke mindre velegnet til brug i skoven eller lign. steder, blot man tilkøber en cykelholder, der fås for omkring 100,- alt efter hvor man køber den. Holderen er virkelig simpel, monteres på styret, eller et andet rør, med én fingerskrue og lygten holdes fast i holderen med en gummistrop, hvilket også betyder at den passer til de fleste andre LED LENSER lygter – smart!
Lygtens fokus kan justeres ved at dreje på lygtehovedet, fra en koncentreret og stærk lyskegle, til en svagere og større lyskegle – sidstnævnte er nok det man bør og vil bruge i skoven, da man får en lyskegle der dækker et område i bredden der svarer til en alm. bred cykelsti. Rækkevidden afhænger af hvor langt man vælger at se “fremad”, men man kan sagtens orientere sig et godt stykke frem. Personligt ville jeg måske gerne have haft lidt mere blus på lyset, men set i forhold til både størrelse, pris og det faktum at den ikke kræver ekstern batteripakke – så er ydelsen ganske glimrende.
Praktisk test
Vi har naturligvis testet LED LENSER Hokus Focus i praksis, og i videoen nedenfor får du et visuelt indtryk af lygten formåen og funktionalitet.
Konklusion
LED LENSER laver lygter i en kvalitet der nok bedst kan beskrives som sammenligenligt med Maglite, et mærke som de fleste kan forholde sig til. Selve lygtens byggekvalitet og finish er helt i top og man er slet ikke i tvivl om at produktet er lavet til at blive brugt – den virker robust, men samtidig tilpas “lækker” at have mellem hænderne. Det er en ganske god feature at fokus kan ændres, blot ved at dreje på lygtehuset – men til brug på cykel vil det nok primært være den store, brede lyskegle man går efter, for at få dækket hele stien eller vejen man nu engang kører på.
Samlet set er LED LENSER Hokus Focus en fremragende lomme/håndlygte, der også sagtens kan bruges på cyklen i skoven. Er man primært i markedet for en cykellygte, så findes der bedre bud i samme prisklasse, eksempelvis Bike Pro Scream som vi tidligere har anmeldt, men er man på udkig efter en lygte der kan bruges både i naturen, hjemmet og på cyklen, er der god grund til at kaste et blik på LED LENSER Hokus Focus!
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 649,-
Nærmeste forhandler oplyses af Scanlico på tlf- 38 71 69 59