Test: Newline Bike Protect Jersey + Panel Knee Pants cykeltøj

Fra danske Newline har vi modtaget et sæt bestående af Deres Bike Protect Jersey og et par Panel Knee Pants, et sæt der er rettet mod mellemsæsonen, forår og efterår, hvor vejret kan være ret svingende.

Bag navnene gemmer sig en først og fremme en kraftig langærmet trøje (Bike Protect Jersey) der gør sig godt både forår og efterår, samt et par 3/4 bukser med seler (Panel Knee Pants) der ligeledes er oplagt til brug forår og efterår.

Newline Bike Protect Jersey

Trøjen er en mellemting mellem en jakke og en trøje, hvilket gør den ret alsidig – for med det rette lag indenunder kan den sagtens bruges selvom temperaturen er forholdsvis lav, mens åndbarheden er ganske god hvilket man vil sætte pris på når temperaturen er tættere på 20 end på 0 grader.

Jakken er udført i 100% polyester og materialet er ret fleksibelt. Jakken er med gennemgående lynlås, med vindstop, og på brystet er påtrykt et diskret reflekterende Newline logo. På både højre og venstre side er lommer der samtidig fungerer som ventilation da det er en mesh-lomme, begge lukkes med lynlås og rummer sagtens en smartphone.

Jakkens design er ret klassisk og primært i sort, dog brydes det sorte af de fluor-grønne flade syninger og et par sølvfarvede Newline logoer her og der. Jakker er med klassisk krave og lynlåsen gemmes bag en lille snip, så man undgår denne generer.

Jakken er ekstra beskyttet foran og på ærmerne, mod vind og vejr, mens der på undersiden af ærmerne og ned langs siderne er brugt et tyndere materiale som har en bedre åndbarhed, således er man beskyttet hvor man er mest udsat, mens kroppen stadig kan ånde og komme af med overskudsvarmen.

Bagpå jakken er der hele 4 lommer, de 2 midterste er en smule dybere end dem i siderne, men det giver masser af plads til alt fra energi til slanger, dækjern og hvad man nu ellers kunne på at medbringe. Ved lommerne er en lang refleks hele vejen over som er med til at give god synlighed. Jeg savner dog lidt en lynlåslomme, men omvendt har man lommerne foran som kan bruges til opbevaring af smartphone, nøgler eller andet man gerne vil været sikker på at få med hjem fra cykelturen… Sidelommerne er nemme at komme til mens man sidder på cyklen, mens det kan knibe lidt med at få hånden helt ned i bunden af de midterste lommer – her må man så bare huske at placerer energi og andet man måtte få brug for undervejs, i én af de to sidelommer.

I livet er der elastik med silikoneprint indvendigt hele vejen rundt, hvilket hjælper til at holde trøjen på plads. Pasformen og snittet er helt klassisk, den er lidt længere bagtil og pasformen er en smule løs – i hvert fald i mit tilfælde hvor en str. M bestemt ikke strammede omkring mine 70 kg. fordelt på 175 cm, der er med andre ord ikke tale om de sædvanlige “Italienske” størrelser hvor man ofte skal have ét eller to størrelserne større end ens normale tøjstørrelse.

Jakken har en behagelig pasform med god bevægelighed, hvilket nok delvist skal tilskrives bruges af 2 forskellige materialer så der er fokus på både bevægelighed, åndbarhed og beskyttelse. I praksis betyder det bl.a. at nederste del af ærmerne, som man bevæger en del mens man sidder på cyklen, er i et andet materiale end på skulderne, som typisk er mere statiske.

Jakken sidder til, uden at stramme, ærmerne har en god længde og behagelig elastik ved afslutning, mens den holdes fint på plads omkring livet af både elastik og silikonekanten indvendigt på elastikken.

I brug gør den det også glimrende, åndbarheden er god, der er en fin beskyttelse mod vind og en mindre byge klarer den også – dog er den ikke vandtæt og heller ikke 100% vindtæt, til gengæld kan den bruges en stor del af året på alle de dage hvor vejret er lidt ustadigt, eller om aftenen hvor en langærmet trøje ofte er at foretrække.

Newline Panel Knee Pants

Som navnet antyder er dette er et 3/4 lange bukser, stadig med seler dog. Det betyder at de går nedover knæene og det er faktisk ikke nogen skidt idé, for netop knæene er meget udsatte og mange bruger derfor knævarmere når temperaturen ligger under ca. 15 grader. At de er lidt længere end et par bibshorts giver naturligvis ikke kun lidt beskyttelse af knæene, det betyder også at de kan bruges ned til omkring frysepunktet og op til ca. 15 grader, alt efter hvor kuldeskær man er, naturligvis.

Bukserne er lavet i en kombination af polyamid/elastan og polyester/elastan, resultatet er et materiale der er meget strækbart og giver let kompression på muskelområderne. Bukserne er med ventilation/mesh ned af siderne for optimal ventilation, mens front og bagside yder beskyttelse. Der er brugt flade syningerne overalt og de synlige er grå, hvilket er med til at bryde det sorte. Afslutningerne ved benene er med elastik og silikonekant indvendigt så de ikke glider op.

Bukserne er ikke så høje i livet, hvilket betyder at man, som mand, har rimelig let ved at lade vandet hvis det skulle blive nødvendigt, til gengæld går de lidt længere op bagtil, inden overgangen til selerne som er i mesh. Brugen af mesh betyder høj åndbarhed og at de kan strækkes enormt meget, det betyder dog at der er opbuk på hver side af mesh-selerne, hvilket kunne være undgået hvis man havde brugt laserskåret materiale istedet, da man på den måde undgår syninger.

Puden er naturligvis antibakteriel og opbygget sådan at fugten ledes væk, delvist via brugen af åndbart materiale, men også ved hjælp af de indbyggede luftkanaler der adskiller de elementer som puden er opbygget af. Denne opbygning betyder også at der ydes mest støtte ved siddeknoglerne og skridtet, mens materiale er lidt tyndere og mere fleksibelt helt ude foran og i siderne. Puden er måske lige det kraftigste efter min personlige smag, men de fleste begyndere og motionister vil formentlig finde den glimrende og værdsatte det faktum at den er ret kraftig, da det gør den behagelig på de længere ture.

Konklusion

Dette sæt fra Newline er oplagt til den såkaldte mellemsæson, altså forår og vinter hvor vejret kan være ret svingende, fra 2-cifrede varmegrader til tæt på frysepunktet. Her er det rart med et par bukser der går ned over knæene for at beskytte disse mod bl.a. kold vind, samtidig er trøjen kraftigere end en normal langærmet jersey, hvilket gør at den kan bruges i mange situationer, blot med det rette lag indenunder.

Designmæssigt er bukser, såvel som jersey’en ret afdæmpede og vil derfor passe de fleste. Personligt er jeg ret vild med lommerne der også fungere som udluftning i jersey’en, mens jeg derimod finder puden i bukserne lidt for kraftig, her foretrækker jeg personligt en pude der er lidt mere let og fleksibel, velvidende den giver mindre støtte.

Samlet set er der tale om et rigtig fornuftigt sæt cykeltøj til mellemsæsonen, i et afdæmpet design og med nogle fine detaljer.

Pris og tilgængelighed

Newline Bike Protect Jersey – 900,-
Newline Bike Panel Knee Pants – 700,-

Funktionalitet 8
Pasform 8
Design 7
Pris 6
7.3
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Creative Outlier Go hovedtelefoner
Creative præsenterede i slutningen af juli den nye Outlier Go, et sæt...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.