Test: Newline Bike Waterproof Jacket

Vil man gerne cykle i al slags vejr er en eller anden form for vandtæt jakke svær at undvære, for det er altså ikke ret sjovt at cykle hvis man er gennemblødt! De fleste varme og isolerende cykeljakker til brug efterår og vinter er typisk kun vandafvisende. hvorfor en regnjakke stadig er nødvendig hvis man eksempelvis skal kører i regn og slud. Sommer og forår kan regnjakken også bruges, så man ikke stoppes af en byge eller to…

Vi har de seneste måneder testet Bike Waterproof Jacket fra Newline der er Deres bud på en vandtæt (regn)jakke der kan bruges hele året rundt – med de(t) rigtige underlag.

Design og funktionalitet

En regnjakke har som udgangspunkt kun ét formål, nemlig at holde regnen ude – det betyder at den gerne skal være så tynd og let som muligt, for de fleste vil nemlig kun bruge regnjakken når det er absolut nødvendigt, altså er man fuldt påklædt efter vejret og kan så trække i regnjakken som det yderste lag når det er nødvendigt. Når regnjakken ikke er i brug, skal den opbevares i en ryglomme i jersey’en eller jakken, alternativt i rygsækken hvis man kører MTB og her ønsker man ikke den optager mere plads eller vejer mere end højest nødvendigt. Dette stiller ret store krav til regnjakken, der først og fremmest skal holde vandet ude, derudover skal man også på én eller anden måde kunne komme af med varmen – velvidende at en regnjakke ikke er åndbar som udgangspunkt, og så skal den som nævnt være både let og tynd så den ikke optager unødvendig plads når den ikke er i brug.

Newline-Bike-Waterproof-Jacket-01

Newline Bike Waterproof Jacket er udført i 100% polyester og godkendt til en vandsøjletryk på 2000mm og med tapede syninger, med andre ord er den vandtæt. Ned langs begge sider er paneler for udluftning, ligesom den yderste del af begge ærmer er i samme materiale som de fleste cykel jerseyer. Dette for at man nemmere kan komme af med overskydende varme og for at øge den generelle komfort. Regnjakken vejer ca. 233 gram og kan nemt rulles sammen så den kan være i ryglommen på en cykeljersey.

Newline-Bike-Waterproof-Jacket-02

Under begge arme er en vandtæt lynlås og åbnes denne kommer et mesh-net til syne. Således kan man ret nemt få ekstra udluftning. Kraven har også fået en omgang blødt fleece og et stykke stop øverst ved lynlåsen gør at denne ikke generer når den er lynet helt op, en lille detalje der har stor effekt i praksis.

Newline-Bike-Waterproof-Jacket-03

Regnjakken fås kun i én farve, nemlig sort. Den er dog peppet op med nogle fluorserende effekter både foran og bagpå for at øge synligheden ved kørsel i mørke. På begge ærmer og bagpå ved lommen er der reflekterende Newline logoer. På venstre bryst er en lille “medie-lomme”, i dette ligger at lommen har udgang til et kabel fra hovedtelefoner eller lign., indvendigt i jakken. Lommen er vendt vandret og har desværre en størrelse så de fleste nyere smartphones, grundet de store skærme, ikke kan være i lommen. Jeg har forsøgt med en Samsung Galaxy Alpha og Huawei P7 og ingen af dem kan være i lommen, de er simpelthen for lange – lommen er derfor kun interessant hvis man benytter en MP3-afspiller der ikke fylder meget, eller har en smartphone med en skærm mindre end 4″.

Newline-Bike-Waterproof-Jacket-04

På bagsiden, nederst, er endnu en lomme og denne er langt mere rummelig end den foran og derfor er denne helt oplagt til opbevaring af energibarer, en ekstra slange og lign.

Newline-Bike-Waterproof-Jacket-05

Nederste del af Newline Bike Waterproof Jacket holdes tæt til kroppen ved hjælpe af en elastik der er placeret på den del der dækker det nederste af ryggen, denne er ligeledes med silikone-kant så jakken bliver på plads.

Regnjakken er lavet 100 % til brug på cyklen og er derfor også længere bagtil – for at den dækker den nederste del af ryggen når man sidder på cyklen.

Newline Bike Waterproof Jacket vil jeg betegne som værende lidt stor i størrelsen, jeg har testet en str. L og med mine ca. 175 cm og  70 kg. kunne jeg måske godt have klemt mig ned i en str. M – jeg har dog intet imod den lidt løse pasform, da det kan være meget forskelligt hvor mange lag man har indenunder, alt efter vind, vejr og sæson.

Åndbarheden i en regnjakke såsom Newline Bike Waterproof Jacket er ikke god – det er sværere at komme af med varmen og efter en tur på 2½ time i skoven, i silende regn, var mit mellemlag også gennemblødt – da sveden havde svært ved at komme igennem det yderste lag, Newline Bike Waterproof Jacket. Alternativet var dog at have været gennemblødt af regn, som langsomt ville trænge igennem både mellemste og inderste lag… Regnjakken har holdt regnen ude på alle mine ture, både landevej og MTB, og ved moderat aktivitetsniveau synes jeg ikke det har været et problem at komme af med varmen.

Materialer

  • 100 % polyester
  • Kan maskinvaskes ved 40 grader

Konklusion

Newline Bike Waterproof Jacket gør først og fremmest det den skal, nemlig at holde regnen ude. Derudover er den i et ganske smart design der passer lige fint til både landevej og MTB. De tapede syninger og lommerne er fine detaljer, selvom den lille lomme foran kun er for dem der stadig bruger en MP3-afspiller eller har en smartphone med skærm mindre end 4″ (Ca.) Til gengæld er panelerne til udluftning i siderne og ved ærmerne samt muligheden for at lyne op under begge arme detaljer som øger komforten betragteligt.

Med en vejledende pris på 1000,- er det en halvdyr regnjakke, men samtidig en regnjakke med nogle gode detaljer og gennemgående i en høj kvalitet. Er man på udkig efter en regnjakke der skal bruges ofte og skal holde i lang tid fremover kunne Newline Bike Waterproof Jacket sagtens være et emne man bør overveje. Er man derimod “bare” på udkig efter en regnjakke er der andre alternativer derude der, som Newline Bike Waterproof Jacket, også kan holde vandet ude – til lavere priser.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1000,- / Set til 599,- på nettet

Kan bl.a. købes online på Newline.dk

Funktionlitet 8
Pasform 7
Design 8
Pris 6
7.3
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Oplev Vestsverige på to hjul
De fleste kender nok til mulighederne for aktiv ferie i vores naboland...
Læs mere
Join the Conversation

1 Kommentarer

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.