Test: Osprey Viper 13 MTB Rygsæk

Osprey’s Viper-serie består af 3 modeller, Viper 3 (Som vi tidligere har testet), Viper 9 og Viper 13 – hvor det er sidstnævnte vi denne gang skal kigge nærmere på. Modellen er den største i serien og har både lommen foran som Viper 3, men også et stort rum i fuld højde og stadigvæk seperat rum til vandblæren der rummer 2,5 liter.

Med 2,5 liter væske og masser af plads, egner denne rygsæk sig særlig godt til lange ture på mountainbiken, det kunne eksempelvis være Harzen eller andre steder hvor man ofte kører mange timer i træk.

Design og detaljer

Ved første øjekast minder Viper 3, 9 og 13 ret meget om hinanden og forskellen ligger da også primært i selve rummeligheden, da designet er stort set identisk. Viper 13 fås i farverne sort, orange og grøn.

Viper 13 har en holder til hjelmen yderst, en detalje der kan være praktisk hvis man af en eller anden årsag kører med 2 hjelme, eller bare ønsker et sted at opbevare hjelmen når ikke den er i brug. Der er ligeledes en stop til montering af cykellygte.

Frontlommen er forholdsvis dyb og er med 2 mindre net-lommer hvor man kan opbevare småting og andet man ikke ønsker at skulle rode den rundt i den store lomme efter. Der er også en karabinhage hvor nøgler eller lign. kan hægtes på. I frontlommen kan der sagtens være slange, multitool, dækjern, energi og hvad man ellers normalvis ville medbringe i en sadeltaske eller i ryglommen.

Mellem front-lommen og selve rygsækken er et åbent rum med net i siderne, her kan man evt. opbevare handsker, en ekstra jakke eller andet som ikke behøver være lukket inde i en lukket lomme. Der er 4 stropper som kan justeres, alt efter hvor meget plads man har brug for, hvis rummet ikke er i brug spændes de blot helt, for at undgå at frontlommen skaber ubalance.

Øverst er et rum der hurtigt kan tilgås, her kan man med fordel opbevare eksempelvis multitool, energi eller andet man gerne vil have hurtig adgang til. Rummet er også stort nok til evt. at kunne rumme en smartphone.

Det store rum er i hele taskens højde og har én enkelt net-lomme i den ene side, den ser umiddelbart ud til at være lavet til opbevaring af en pumpe. I dette rum kan man opbevare alt fra værktøj til ekstra tøj og madpakke. Der kan sagtens være et jakke, en madpakke, energi og lidt dele til nød-reparationer, uden problemer.

Det bagerste rum indeholder ikke andet end væskeblæren, denne rummer hele 2,5 liter væske og har integreret slange og mundstykke af den slags der skal bides og suges i. Blæren er rimelig nem at rengøre, da man lige netop kan få hånden derned i når den skal aftørres efter endt rengøring. Slangen kan nemt afmonteres fra selve blæren, men da der ikke er tale om en quick-release skal blæren være helt tom, ellers render evt. væske bare ud… Det letter dog rengøringen, men gør det ikke muligt at fjerne en fuld blære fra tasken, mens man lader slange og mundstykke sidde som eksempelvis nogle CamelBak rygsække. Væskeblæren er fra HydraPak som er en af de førende på dette marked. (Quick-Release fås dog som tilbehør!)

På begge sider af tasken er også små net-lommer, her kan man passende opbevare energi-gel’s eller barer som man gerne vil have hurtig adgang til, mens man sidder på mountainbiken.

Skulderremmene på Viper 13 er i skumgummi, men med masser af huller for optimal ventilation og derudover et mesh-net. Dette giver skulderremme der giver god komfort og støtte, men stadig er super lette og luftige. Fra højre side kommer slange og mundstykke ned over skulderen og holdes fast med en lille strop på skulderremmen, derudover er selve mundstykket udstyret med en magnet så det kan fastgøres på den strop der går over brystet. Så ved man altid hvor mundstykket er og man slipper for at skulle klikke det ind og ud af en lille plastik-clips som man ser på mange andre rygsække.

På venstre skulderstrop er endnu en lille net-lomme som igen kunne rumme energi, en bar eller lign. og omkring livet er der en strop der holder tasken på plads, nøjagtigt samme princip som lillebroderen Viper 3. Sidstnævnte kan i øvrigt fjernes, hvis ikke man ønsker at benytte denne.

Med 2 gode skulderremme, et brystspænde og et spænde omkring livet – sidder Viper 13 godt fast og alle spænderne kan naturligvis justeres nemt og enkelt for tilpasning til den enkelte rytter.

Ryggen er udført i samme skumgummi som skulderremmene, men dog lidt kraftigere. Istedet for hullerne i selve materialet, er der lavet en luftkanal i midten, således ryggen kan ånde samtidig er hele ryggen beklædt med mesh for optimal ventilation. Materialet giver en passende større og kombinationen af mesh og luftkanalen i midten gør at tasken ikke er så varm at have på når vejret er varmt.

Viper 13 vejer, uden væske, 580 gram, med 2,5 liter væske bliver det så lige over 3 kg. og herudover det man nu engang bælger at smide i rygsækken. Én af de store plusser ved Viper 13 er at den kan snøres ret godt sammen, de dage hvor der ikke er brug for at medbringe en masse andet end væske og lidt værktøj, slange og lign., mens den hurtigt kan omdannes til en daypack de dage hvor man har brug for både at medbringe ekstra tøj, mad og andre sager der kræver lidt mere plads i rygsækken.

Da Viper 13 kan rumme ret meget, både væske og oppakning, er det naturligvis ikke blandt de mindste på markedet, så er man primært ude efter en rygsæk med væskeblære, men egentlig ikke har brug for al den ekstra plads, så skulle man måske nok overveje Viper 3 eller Viper 9. Dog skal det retfærdigvis siges at Viper 13 egentlig ikke føles stor og klodset, og bliver den pakket optimalt og spændt godt til, så sidder den lige som den skal.

Viper 13 minder, både i udseende og i brug, en del om Raptor 10 som redaktøren testede sidste efterår, dog har Viper 13 lidt mere plads og er derfor endnu mere velegnet til de lange ture, hvadenten det er dagsture i Danmark eller marathon løb såsom Highland Mountainbike Challenge der med sine 100 km. kan sætte de fleste på prøve. Tasken er, efter min mening, for stor til hverdagsbrug, men til de dage hvor vejret er omskifteligt og der er brug for skiftetøj, eller på de lange ture og/eller til de lange løb er Viper 13 meget velegnet.

Konklusion

Der skal ikke herske tvivl om at Osprey har 100% styr på at lave rygsække, det mærker man straks man får Viper 13 mellem hænderne, kvaliteten er helt i top og komforten ligeså. Rygsækken har nogle rigtig gode rum, med en fornuftig inddeling, dog savner jeg lidt bedre inddeling af det store rum – ellers er der ikke noget at sætte en finger på, der er tænkt på næsten alt.

Med nogle gode luftige skulderremme, brystspændet og remmen omkring livet sidder rygsækken også godt på plads under brug, selvom det retfærdigvis skal siges at det ikke er en rygsæk velegnet til race, men derimod de lange ture hvor man har brug for lidt mere end en ekstra slange og et sæt dækjern.

Med en pris på lige under 1000,- er Viper 13 ikke en specielt billig rygsæk, men omvendt heller ikke dyr ift. hvad man egentlig får for pengene, hvilket er en rigtig fornuftig rygsæk med masser af plads, en god stor væskeblære og en super komfort på de lange ture. Derudover er den generelle kvalitet helt i top, så den holder til mange års brug!

Så, savner du en rygsæk til dagsture, Harzen eller måske et marathon løb såsom Highland Mountainbike Challenge, så bør du absolut overveje Viper 13.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 950,-

Funktionalitet 8
Komfort 9
Design 8
Pris 8
8.3
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: EKOI Top Performance 2 Jersey
Vi stiftede for 1. gang bekendtskab med det franske mærke EKOI tilbage i...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.