Test: Quad Lock Bike Kit mobilholder til cykel

Quad Lock blev skabt i Australien tilbage i 2011, med et simpelt ønske om at skabe en mere sikker og stabil måde at fastgøre smartphones til cykler. I dag tilbyder virksomheden løsninger til meget andet end cykelentusiaster, men vi holder os til den oprindelige mission og har fået lov at teste deres iPhone Bike Kit – lad os se om det holder!

Hvad er der i kittet?

Et Bike Kit består af 3 elementer. En “case” der passer modelspecifikt til din smartphone, et “mount” til cyklen og en “poncho” der ligeledes er modelspecifik og fuldstændig tilpasset din smartphone.

Casen findes i to versioner – den klassiske Quad Lock der tvistes på beslaget og den nyere “MAG” udgave, der udover at passe på alle de klassiske Quad Lock holdere ligeledes er kompatibel med de nyeste magnetiske holdere. Den nye type holdere bruges typisk i biler eller som skrivebordsholder, hvor der ikke kræves helt den samme grad af stabilitet, som på en cykel.

Udover selve casen indeholder kittet et “out front” beslag til styret. Der medfølger adapterer i 3 størrelser, så det er muligt at montere beslaget på næsten alle typer af cykelstyr.

Sidste element i kittet er “ponchoen”, der er en ekstra beskyttelse til at montere udover selve casen. Ponchoen trækkes på fra forsiden af casen og lukker dermed telefonen fuldstændigt inde og beskytter mod vand, mudder, støv og lignende. Selv kameradelen på telefonen er beskyttet og det giver en oplevelse af et meget robust setup.

Quad Lock i praksis

Det første jeg pakkede ud og tog i brug var selve casen til min iPhone. Der findes i hundredevis af forskellige mobilcases og jeg har efterhånden været igennem mange modeller og brands. Kvaliteten og funktionaliteten på disse har været meget svingende, så det er altid med en vis portion skepsis, at jeg kaster mig over at prøve nye modeller. Med Quad Locks MAG case, blev denne skepsis hurtigt glemt. Produktet er 100% støbt og tilpasset telefonen – faktisk så godt, at jeg nærmest ikke lægger mærke til at der er et cover på længere. Coveret sidder fantastisk på telefonen, der også er rigtig godt beskyttet – uden at coveret på nogen måde føles hverken klodset eller dominerende. Og så er kvalitetsfølelsen helt i top!

Quad Locks mount til cyklen minder på mange måder om andre gængse out front beslag. Det monteres på styret og tilpasses i størrelse ved hjælp af de tre forskellige adapterer der medfølger. Selve monteringen er enkel og lige til.

Når først beslaget er monteret på styret, er det blot klikke telefonen på plads og køre – ikke så meget pjat. Telefonen sidder klippestabilt og de første minutters bekymring om hvorvidt telefonen mon ville blive siddende på styret, de forsvandt meget hurtigt. Quad Locks system virker, ingen tvivl om det!

Telefonen sidder placeret så den er nem både at betjene og overskue.

Ponchoen er den sidste del af bike kittet og er en fin tilføjelse, der kan bruges når vejret er vådt og mudret, når du kører i støvende omgivelser eller blot som en ekstra beskyttelse. Ponchoen monteres blot ved at trække den udover selve casen – og det gøres nemmest, når telefonen er monteret i beslaget på cyklen.

Ponchoen skulle være touch kompatibel, så det er muligt at betjene telefonen med ponchoen monteret. Det er dog ikke lykkes mig at få det til at virke, men det kan sikkert skyldes at jeg i forvejen har monteret et panserglas på skærmen.

Konklusion

Quad Locks Bike Kit virker som et bundsolidt og gennemprøvet produkt. Det virker i praksis som det er designet til og det er lækkert, at telefonen ikke føles klodset eller eller bliver grim at se på med Quad Locks case monteret.

Selve beslaget til styret er solidt og nemt at montere. Der er masser af tilpasningsmuligheder og det placerer telefonen i en position på cyklen der gør den nem at anvende. Og så er der den ekstra detalje med ponchoen, der for mig er en ekstra sikkerhed for at beskytte min telefon – og som, især under våde og vanskelige forhold, giver den ekstra beskyttelse der skal til, for at jeg vil være tryg ved at bruge min telefon på cyklen.

Og netop det sidste, er måske i virkeligheden noget af det mest interessante. Jeg kører normalt med en cykelcomputer på mine cykler og med Quad Locks Bike Kit får jeg nu i stedet mulighed for at anvende min telefon – som jeg alligevel altid har med på tur. Om du er til dedikerede cykelcomputere eller om du har lyst til at kaste dig ud i at bruge din telefon som aktivitetstracker og navigation i stedet, det er op til dig. Med Quad Locks Bike Kit er muligheden der i hvert fald.

Pris og tilgængelighed

Set til 99,99 euro hos QuadLock

Funktionalitet 9
Kvalitet 9
Design 9
Pris 8
8.8
Tags fra indlægget
,
Mere fra Michael Møller
Test: AGU Waterproof Socks
Gennemblødte cykelsko og våde fødder er næsten en sikker cocktail, når man...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.