Vinteren er så småt på vej og det betyder lavere temperaturer og formentlig en del nedbør, hvis det altså bliver en gennemsnitlig dansk vinter. Det betyder at man må trække i de lange bukser og den varme jakke, hvis man vil fortsætte træningen uanset vejret.
De seneste uger har vi testet et par prisbillige vinter bib tights fra Rogelli der koster omkring 500,-, men stadig er udstyret med en fornuftig pude og har vandafvisende og vindtæt front.
Design og funktionalitet
Der er mange forskellige meninger omkring vinterbukser, nogle foretrækker at bruge Deres korte bib shorts med pude og så have et par lange, vind og vandtætte, bukser udover. Andre, mig selv inkluderet, foretrækker som udgangspunkt ét par bukser med pude, bl.a. for at slippe for 2 par seler. Fordelen ved at bruge 2 par bukser er dog at man får lidt ekstra varme på de helt kolde dage – men igen, nogle foretrækker det ene, mens andre foretrækker det andet.
Rogelli Fondo er, rent designmæssigt, helt klassiske og fås kun i sort – som de fleste andre cykelbukser, lange såvel som korte. Fronten af bukserne er vindtæt og vandafvisende, mens bagsiden er i almindeligt og mere åndbart materiale. Denne opbygning giver rigtig god mening, for var bukserne 100% vindtætte og vandafvisende både for og bag – så ville man have svært ved at ånde i dem. Bevægeligheden ville også være nedsat betragteligt, da det vindtætte og vandafvisende materiale ikke er nær så strækbart og fleksibelt som resten.
Fronten er udført i 100% polyester, mens resten er udført i en kombination af polyamid (87%) og elastan (13%).
Rogelli Fondo er med lynlås i benene, det gør dem noget nemmere at få på – mens en smal silikonestribe inderst i elastikkanten ved buksebenet sørger for at holde dem på plads. Kanten omkring lynlåsen er i reflekterende materiale, en diskret lille detajle.
Da Rogelli Fondo er en vinterbuks, går de forholdsvis lang op foran, næsten op omkring brystet – for at give den bedst mulige beskyttelse mod vind og vejr. Fra omkring navlen og op, er det vindtætte og vandafvisende materiale dog udskiftet med kombinationen af polyamid og elastan, som bagsiden og selerne ligeledes er udført i. Selerne er i samme stof som resten og ret fleksible, samtidig med de har en passende bredde – så de ikke gnaver i skulderne, eller folder sig sammen fordi de er for brede.
Indvendigt er bukserne opkradset med blød fleece, så bukserne er rare og bløde at have på og buksen er udstyret med en CoolMax pude der er give en god støtte og komfort, dog er ikke den mest fleksible – hvilket man heller ikke kan og vil forvente i dette prisleje.
Jeg har testet Rogelli Fondo i str. L, jeg svinger normalt mellem M og L alt efter producent. Pasformen i Rogelli Fondo er dog anderledes – og det skyldes primært materialet som fronten er udført i. Jeg vejer ca. 70 kg. og min kropsbygning vil jeg betegne som normal, men alligevel sad denne buks i str. L ikke optimalt på mig – den nederste del af benene er for løs og poser derfor en smule, mens de er lige vel stramme omkring knæ og lårene.
Det skyldes formentlig primært at materialet ikke er nær så strækbart som et par almindelige lange cykelbukser uden vindtæt og vandafvisende front, for her havde de måske i højere grad “strukket sig” i forhold til min kropsbygning. Det skal dog nævnes at jeg ikke tidligere har oplevet et par vinterbukser hvor de sidder tæt øverst, mens de er forholdsvis løse nederst.
Pasformen er en ting, for den kan og vil svinge fra person til person, men man bør være ekstra opmærksom på størrelsen da materialet ikke kan give sig nær så meget som man måske er vant til.
Endnu vigtigere er det hvordan Rogelli Fondo så egentlig klarer sig ude på landevejen og her er faktisk kun rosende ord! Jeg har testet Rogelli Fondo i et par uger som har budt på temperaturer omkring frysepunktet, godt med blæst og masser af nedbør – de perfekte konditioner for test af et par vinterbukser! Den vindtætte front gør præcist hvad den skal, holder vinden ude, mens overfladen er vandafvisende – hvilket man sætter stor pris på når der kommer en byge, eller kan kører igennem en vandpyt, eller en mudderpøl. Kører man i regnvejr, vil man måske savne lidt ekstra beskyttelse af bagdelen – som godt kan blive lidt kølig.
Bevægeligheden i Rogelli Fondo er en smule nedsat, da materialet er knap så fleksibelt og strækbart, samtidig med at det er en smule tykkere. Men det er ikke anerledes end i andre vinterbukser med tilsvarende funktionalitet.
Konklusion
Rogelli Fondo er et par veludførte vinterbukser med en god pude, som gør det muligt at holde varmen i det varierede danske efterårs og vintervejr.
Kvaliteten og designet lader ikke nogett tilbage at ønske i dette prisleje – men man skal være lidt opmærksom på pasformen som i mit tilfælde ikke var helt optimal, det kan dog sagtens være mine propertioner der skiller sig ud fra mængden.
Samlet set er Rogelli Fondo et par rigtig fornuftige vinterbukser der er meget komfortable, yder god beskyttelse og så er prisen meget fornuftig!
Pris og tilgængelighed
Set til 449,-
- Køb Rogelli Fondo online på Rogelli.dk