Den danske sommer er over os, og de fleste cykelmotionister er godt i gang med at køre landevejene og cykelstierne tynde. I skrivende stund har vi hedebølge, og for undertegnedes vedkommende medfører det svedigt tøj efter cykeltræning. I den anledning er der brug for et større arsenal af beklædning. Derfor tester vi i dag Rogelli‘s Ranco cykelpakke til herrer.
Pakkens indhold
- Kortærmet trøje med 4 lommer (1 med lynlås og 3 åbne)
- Langærmet trøje med 4 lommer (1 med lynlås og 3 åbne)
- Bibshorts med Gel-pude
- 3 par sokker
Design og funktionalitet
Sættet fås i 3 farver: sort/rød, sort/hvid og sort/blå. Versionen vi har testet er sort/blå og i large (testeren er 184 cm høj og vejer omkring 78 kg).
Tøjet føles generelt behageligt at have på og sidder godt. Det er super lækkert med de 4 lommer, som alle er rummelige. De kan nemt rumme slange, minipumpe, energibarer osv. Det eneste kritikpunkt er, at den langærmede sidder lidt tættere og bedre til end den kortærmede. Dette kan skyldes, at jeg har bestilt en størrelse til den store side, så måske ville forskellen på de to trøjer være udlignet med en medium kontra large.
Begge trøjer er lavet i åndbart materiale, som giver optimal komfort på cykelturen. Tøjet har Rogellis Airlite, Coolmax og Dynacool funktioner, hvilket skulle gøre at det er let, åndbart og svedtransporterende. I denne test har tøjet vist sig at være udmærket i disse funktioner, men på de længere ture i varmen har sveden ophobet sig en smule, og tøjet har ikke helt formået at transportere det hele væk. Det må også siges at være meget at forlange, og man kan have sin tvivl, om andet tøj havde klaret opgaven bedre under disse forhold.
Bib-shorts sidder meget tæt men er stadig behagelige at have på. Der er fokus på komfort i puden, som giver en del støtte.
Strømperne er i klassisk cykelstrømpe-kvalitet. De er lidt tykkere end mange andre cykelstrømper, men det har ikke været noget problem, selv i hedebølgen.
Konklusion
Alt i alt et anbefalelsesværdigt sæt til pengene. Der er nogle småting som gør at tøjet ikke er i topkvalitet, men det er detaljer som ikke nødvendigvis generer i dagligdagen. Man får til gengæld meget for pengene ved dette sæt.
Pris og tilgængelighed
Aktuel kampagnepris 699,-
- Køb Rogelli Ranco herre cykelpakke på Rogelli.dk