Test: Samsung Gear Fit

For 2 mdr. siden testede og anmeldte vi aktivitetstrackeren Garmin Vivofit og de sidste uger har undertegnede testet Samsung Gear Fit der er Samsung’s bud på en aktivitetstracker, der dog er langt mere integreret med ens smartphone, hvilket vi kommer tilbage til.

Samsung Gear Fit er det mest kompakte “smartwatch” fra Samsung og størrelsen minder en del om Garmin’s Vivofit – dog er Gear Fit udstyret med en rigtig OLED skærm med touch og ikke bare et passivt display som Vivofit’en.

Man bør dog med det samme være opmærksom på at Samsung Gear Fit kun virker sammen med udvalgte Galaxy enheder, altså Samsung tablets og smartphones, i skrivende stund følgende modeller:
Samsung Galaxy S5 / Galaxy Grand 2 / Galaxy Note 3 / Galaxy Note 3 Neo / Galaxy Note 2 / Galaxy S4 / Galaxy S3 / Galaxy S4 Zoom / Galaxy S4 Active / Galaxy S4 mini /
Galaxy Mega 6.3 / Galaxy Mega 5.8 / Galaxy Note 10.1 (2014 Edition) / Galaxy NotePRO (12.2) / Galaxy TabPRO (12.2/10.1/8.4)

Har man ikke en af disse smartphones eller tablets, vil man derfor ikke rigtig få glæde af produktet.

Design og funktionalitet

Samsung Gear Fit leveres som standard i sort og er derfor ret anonymt og diskret at se på. Selve displayet af aflangt og kun lid bredere end den forholdsvis smalle rem i gummi, remmen kan dog udskiftes og fås i et hav af farver, hvis man ønsker lidt mere spræl. Remmen kan justeres ganske meget og passer derfor til både tykke og tynde håndled.

Selve displayet er én stor touch-skærm som aktiveres enten når du tager hånden op mod dig selv, som ville du tjekke klokken, eller ved at tryk på den ene knap som Gear Fit er udstyret med, sidstnævnte havde jeg bedst erfaring med, da skærmen således ikke umotiveret blev aktiveret – mere om det lidt senere. Skærmen kan tilpasses efter ens ønsker og man kan bl.a. selv vælge baggrund og hvilke informationer der skal fremgå af skærmen, til hverdag vil de fleste nok stille sig tilfredse med ur og evt. skridttæller. Tilpasning og justering af baggrund og lign., foregår via Smart Fit Manager App’en der installeres og afvikles på en kompatibel smartphone eller tablet. Selve touchskærmen er, trods den beskedne størrelse, ret nem at betjene, da de fleste funktioner kan betjenes ved at “scrolle” på skærmen, ligesom skærmen også har mulighed for automatisk skift mellem horisontal og vertikal visning, den skifter selv alt efter hvordan man holder uret (Funktionen kan dog også deaktiveres…) Skærmen er ikke så nem at se i direkte sollys, men derudover står den ganske skarpt og med store tydelige ikoner.

samsung-galaxy-fit-02

Selve opsætningen af Gear Fit klares via App’en på smartphonen, hvor grunddata også indtastes, bl.a. brugerens højde og vægt.

Gear Fit kan bruges til at opsamle en masse data, alt fra antal skridt til hvad man spiser, sidstnævnte er dog en manuel process hvor man manuelt skal tilføje mad efterhånden som man indtager dette, den del må jeg ærligt erkende at jeg ikke har brugt tid på. Skridttælleren er meget sjov og efterhånden som ens aktivitetsniveau kendes af Gear Fit anbefaler den et højere akvitetetsniveau hver dag, så man langsomt, men sikkert, får gået flere og flere skidt. Derudover kan Gear Fit også måle søvn, altså både hvor længe man sover og hvor dybt, derudover er der mulighed for pulsmåling, såfremt den anvendte Galaxy enhed understøtter pulsmåling og man kan aktivere “træning” direkte fra uret, eksempelvis en løbe eller cykeltur man tracker med Endomondo. Via app’en kan man så tilgå al denne data og analyserer ligeså tosset man vil, for at blive klogere på ens selv og ens velvære – forhåbentlig skulle et højere aktivitetsniveau gerne betyde at man sover bedre, er mindre stresset og måske endda også viser sig som tab af et par kilo… Alt dette kan man registrerer og analyserer på en ret enkel og brugervenlig måde på app’en, der opdateres og fodres, mere eller mindre, automatisk med data fra Gear Fit. Efterhånden vil man også blive tildelt forskellige medaljer efterhånden som man opnår nogle mål, hvilket for nogle vil være en god motivations faktor.

samsung-galaxy-fit-03

En del “services” eksempelvis Endomondo kan startes direkte fra Gear Fit, ligesom skridttæller og lign. Det er også muligt at få notifikationer direkte på Gear Fit, eksempelvis SMS’er og information omkring opkald. Den del skal man lige vænne sig til, men efter få dage synes jeg egentlig det giver en god frihed at kunne se hvem der er SMS fra og måske lige skimme den første linie for at vurdere om den kræver aktion med det samme, eller man kan vente til børnene er hentet fra institution og bragt hjem eksempelvis.

Gear Fit er naturligvis IP67 godkendt, så det kan tåle både støv og vand, det tåler derfor brug i al slags vejr og miljø – dog skal man være opmærksom på at skærmen er det ømme punkt, så et decideret håndværker-ur er det bestemt ikke…

I daglig brug fungerer Gear Fit ret godt, det registrerer ens aktiviteter som kan analyseres på smartphonen og det fungerer både som helt almindelig armbåndsur og som “notifikations-center” for SMS’er, opkald, mails og lign. – sidstnævnte er måske lidt nørdet, men fungerede faktisk ret godt for undertegnede, efter et par dages tilvænning.

Til at starte med havde jeg ikke fået indstillet Gear Fit korrekt, skærmen blev aktiveres i tide og utide, hvilket betød jeg fik lavet uønskede opkald, aktiveret Endomondo app’en og lign. Det viste sig dog blot at være et spørgsmål om at Gear Fit var indstillet til at aktivere skærmen når man tog hånden mod sig, altså ligesom hvis man tjekker klokken på sit ur. Denne funktion var dog enormt upræcis og i mit tilfælde ubrugelig, da skærmen blev aktiveret i tide og utide, uden noget rigtigt mønster – jeg valgte derfor løsningen hvor skærmen først aktiveres når/hvis man trykkede på den éne knap som Gear Fit er udstyret med og denne løsning fungerede perfekt for mig.

Alle de registreringer og udveksling af data gør desværre at batteriet kun holder ca. én dag ved normal brug, så man er tvunget til at lade op hver nat sammen med telefonen. På den ene side ser jeg det som en ret stor ulempe, særligt fordi man skal bruge en særlig oplader dertil og ikke bare kan bruge microUSB til opladning hvis man kommer i skole eller på arbejde uden oplader, derudover kan man ikke måle søvn hvis enheden ligger til opladning og når det er en enhed der er beregnet til at bære 24 timer i døgnet, hænger det ikke rigtig sammen med den begrænsede batteritid. På den anden side er målgruppen personer med en Samsung Galaxy tablet eller smartphone, hvor sidstnævnte også som udgangspunkt alligevel skal oplades én gang dagligt.

//galleri.cykelstart.dk/#!album-1

Konklusion

Med en pris på omkring 1500,- synes jeg egentlig man får ganske meget for pengene. Man får en aktivitetstracker der er tæt integreret med ens Samsung Galaxy produkt for udveksling og evt. analysering af data, derudover har den touch-skærm og kan bruges til notifikationer fra ens smartphone, ex. information omkring opkald, SMS’er og lign. App’en er brugervenlig og nem at finde rundt i, ligesom Samsung Gear Fit er utrolig nemt at bruge med en overskuelig brugerflade.
Funktionen der automatisk skulle vække og slukke uret når man kigger på det virkede på ingen måde for mig, snarere tvært i mod – så umiddelbart vil jeg anbefale alle den “manuelle” løsning til aktivering af touch-skærmen ved tryk på en knap, så man undgår fejl-opkald, underlige registreringer på Endomondo og lignende utilsigtede registreringer og start af services/tjenester.
Jeg synes muligheden for personlig tilpasning af Samsung Gear Fit er fedt, så man kan “danne” sit eget tema, men jeg synes til gengæld det er for ringe at det kun holder batteri ca. 1 døgn, jeg synes simpelthen det er for lidt når Samsung slår på at det kan bruges 24 timer i døgnet til måling af alt fra skridt til søvn…

Samlet lidt en lidt blandet oplevelse, funktionaliteten er grundlæggende god, men målgruppen er begrænset til Samsung Galaxy brugere og batteritiden er ret kort efter min mening.

Pris og tilgængelighed

Set til ca. 1500,-
Find forhandler og den bedste pris på Samsung Gear Fit

Funktionalitet 6
Brugervenlighed 8
Design 7
Pris 7
7
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: ABUS Moventor cykelhjelm
Moventor fra ABUS er en af deres mellemklasse cykelhjelme til mountainbike-brug, selvom...
Læs mere
Join the Conversation

1 Kommentarer

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.