Test: Schwalbe G-One RS graveldæk

G-One RS er det letteste og “hurtigste” dæk i G-One-serien og det er da også ét af de dæk man så flere af raketterne benytte ifm. The Traka gravelløbet i Girona.

Jeg har haft lejlighed til at teste det, ret grundigt, de sidste måneder, som helt almindelig motionist dog!

Udvalgte specifikationer

  • Fås i 35, 40 og 45mm
  • Addix Race compound
  • TLE (Tubeless Easy)
  • Max vægt 100 kg.
  • Max dæktryk 4,5 bar
  • Opgivet vægt: 445 gram / Kontrolvejet til 447 gram

Testopsætning

Schwalbe G-One RS har været opsat på Zipp 303S fælge med Orange Seal tubeless sealant.

Dækkets konstruktion og opbygning

G-One RS er fra Schwalbe’s Evolution line, serien med de bedste produkter, af de bedste materialer. Compounden, altså gummiblandingen, er den Schwalbe kalder for Addix Race, en gummiblanding der er lavet til fart og gode svingegenskaber. Karkassen er “Soupless” alså super fleksibel og konstruktionen er “Super Race” som igen stemmer meget godt overens med målgruppen for dækket – nemlig dem der vil køre stærkt, med lav rullemodstand og et godt greb! Dækket har også V-Guard beskyttelse, der er en membran der beskytter mod punkteringer.

Schwalbe fremhæver selv dækket som et der gør sig bedst på hårdtpakket underlag, hvadenten det er faste grusveje, asfalt eller “let” gravel – og så gerne i tørt vejr.

Dækket har en næsten helt glat midterstribe – dog med en “skæl-lignende” overflade for at skabe lidt modstand og greb i dækket. Der er “front” og “back” markering på dækkene, for at udnytte mønstret bedst muligt. I siden er der forholdsvis høje knopper af varierende bredde til at give greb i sving og hvis man rammer lidt løsere terræn.

G-One RS i praksis

Jeg må blankt erkende at jeg ikke fik den allerbedste start med G-One RS – faktisk fik jeg to punkeringer, hvoraf den ene måtte lukkes med plugs kort tid efter hinanden. Det skal dog retfærdigvis nævnes at den ene gang var på landevejen med ca. 3 bar, årsagen til det høje dæktryk var en “ren” landevejstur efter et par dage med massiv regn og der beder man næsten selv om en punktering – hvilket jeg så også fik! Næste punktering var kort tid derefter, dog på gravel med ca. 2 bar og igen efter en længere periode med virkelig dårligt vejr og elendigt føre. Herefter har der ikke været det mindste overhovedet og det selvom jeg har kørt en del kilometer på dækkene, bl.a. en 300 km. tur Fyn Rundt, med ca. 40% blandet grus/skovstier og 60% asfalt den mindste antydning af cuts eller lign., imponerende! De første punkteringer kom så hurtigt at jeg måske i virkeligheden “mistænker” at sealant ikke helt havde skabt den hinde som der normalt kommer, det har jeg oplevet et par gange før med helt friske dæk.

I testperioden har jeg kørt en del “rene” landevejsture på G-One RS, men dæktrykket har typisk været omkring 2-2,5 bar – det er her jeg synes de ruller bedst i 40mm udgaven, til mine 66 kg. På landevejen bemærker man først og fremmest at de ruller virkelig fremragende, der er næsten ingen støj og rullemodstanden er lav.

Styrer man ind på grus eller skovstierne, så får man stadig fornemmelsen af et dæk der ruller super godt og er hurtigt på fast underlag. Men som stadig har et ganske udmærket greb, også når man rammer mere ujævnt underlag. “Pløre” og lidt dybere mudder er ikke favoritten, men jeg har faktisk altid haft følelsen af nogenlunde greb i dækkene, også når man har ramt sektioner i skoven af mere teknisk eller mudret karakter. Kant-knopperne giver et fornuftigt greb i svingene og hjælper lidt med at give lidt greb hvis man rammer en mudderpøl – men der er ingen tvivl om at det er “hardpacked” gravel som er det bedste underlag for G-One RS! Med det sagt, så har jeg “mishandlet” dem med underlag der nok mere var en full suspension MTB værdig – uden at jeg har følt mig usikker eller utryg!

Konklusion

G-One RS der ualmindelig hurtige ud når cyklen står stille – og heldigvis leverer de også varen når hjulene ruller! G-One RS gør sig bedst på hårdt underlag, eller “let” gravel, men jeg synes nu egentlig ikke der er noget i vejen for at bruge dem som primære dæk i den tørre periode af året. Vådt og fedtet underlag er ikke optimalt, så er man typen der kører i al slags vejr og terræn, vil jeg helt generelt anbefale et dæk med et grovere mønster, så man har lidt greb.

Vægten er meget lig konkurrenterne, hverken for tungt eller for let. Det er nemt at sætte op tubeless og efter mine “startvanskeligheder” var der ingen problemer med cuts, punkteringer eller lign. Jeg har de sidste måneder kørt i hvert fald 1000 km. uden punkteringer på disse dæk og det er i al slags terræn og føre.

G-One RS får “tommel op” herfra, jeg kan varmt anbefale det til dem hvor lav rullemodstand og høj fart er vigtigere end punkteringsresistens og holdbarhed.

Pris og tilgængelighed

Holdbarhed 8
Rullemodstand 10
Greb 7
Punkteringsbeskyttelse 7
Vægt 9
Pris 7
8
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Første indtryk: Fox Digit Glove
Vi har netop endnu et sæt handsker til test, igen fra Fox. Modellen...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.