Efterår og vinter betyder våde veje, grusveje og skovbunde, hvorfor cyklen oftere skal have en ordentlig omgang med vandslange, sæde og børste. Generelt er jeg god til at rengøre mine cykler, når jeg har været afsted i dårligt vejr. Jeg har en helt klar holdning til, at tingene bare holder meget længere, når de er rene og velsmurte. Stort set alle cykelryttere ved dog, at det kan være svært at få rengjort cyklen med det samme, når temperaturen bliver lavere, og man bare gerne vil have varmen.
I den forbindelse kan Nano Coating være en løsning, så man kan få en hurtigere rengøring, eller måske helt undgå at rengøre cyklen fra tid til anden. Vi har i de seneste måneder testet et Nano Coating-kit fra danske Skjoldet.
Hvad får man i pakken?
- 10 ml. Skjoldet nano coating
- 30 ml. Skjoldet pre coating (Grunder)
- 3 mikrofiberklude til rengøring, påføring og aftørring
- 1 par gummihandsker
- En nem drejebog til, hvordan du påfører produktet korrekt
Som det fremgår af indholdet af pakken, modtager man et sæt, der ikke blot indeholder den coating, der skal påføres og beskytte cyklen, men også en pre-coating, der skal bruges til at rengøre cyklen. Herudover er der blevet plads til tre mikrofiberklude, der skal bruges i de forskellige faser af coatingen. Skjoldet har valgt at smide en blå og en grøn mikrofiberklud i, der henholdsvis skal bruges til rengøring og aftørring. Den lille sorte klud, der også er at finde i pakken skal bruges til at påføre selve coatingen.
Klargøring og påføring
Fremgangsmåden er egentlig meget simpel, da det hele er kort og præcist forklaret på det lille kort, der er at finde i pakken. Det er vigtigt, at man bruger pre-coatingen til at rengøre cyklen ordentligt, så der ikke forefindes skidt og snavs på de steder, hvor man vil påføre coatingen. Umiddelbart minder pre-coatingen mest af alt noget desinficerende, der er med til at rense stellet i bund. Det er nemt at påføre væsken via den lille flaske 30 ml flaske, og der er nok af væsken, hvis man spilder lidt, eller ønsker at give cyklen lidt ekstra rengøring. Pre-coatingen efterlader cyklen aldeles ren og klar til Nano Coating.
Selve Nano coatingen er i en lidt mindre 10 ml flaske, der benyttes på samme måde. Fremgangsmåden er igen enkel, hvor man blot giver et par pump på forstøveren, hvorefter man tørrer efter med den sorte påføringsklud. Processen fortsættes indtil man har påført coating på hele stellet eller de udvalgte områder. Desværre havde jeg lidt problemer med forstøveren på Nano coatingen, der satte sig fast op til flere gange, så der var coating ud over hele bøtten og handsken – lidt irriterende, men jeg klarede det med klud og påførte det den vej på stellet.
Efter man har påført Nano coatingen skal cyklen tørres efter med den sidste klud, så man sikrer, at coatingen er ligeligt fordelt på stellet og nemmere kan tørre. Når hele processen er afsluttet har man en cykel, der ligner sig selv. Der er ingen tegn på, at man har påført hverken pre-coating eller coating, hvorfor man roligt at forvente, at cyklen forbliver i samme stand og med samme lakoverflade.
Skjoldet hævder selv, at coatingen sagtens kan bruges på matte overflader, hvilket vi kan godkende. Min Canyon Inflite har mestendels en mat overflade, og denne har ikke ændret sig siden coatingen er påført.
Fra Nano coatingen er påført, til man kan køre sin første tur, skal der gå 12 timer, hvor man skal undgå at røre ved cyklen og holde den fra skarp sollys.
Det er selvfølgelig kraftige sager, når hele stellet skal gøres klar til Nano coating, men Skjoldets produkt er bionedbrydelig, så man ikke behøver at være nervøs for naturen. Dog vil vi anbefale, at man vælger at rengøre og coate cyklen udendørs, da lugten fra produkterne er ret kraftig. Ønsker man at gøre det indendørs, er det en god idé at have et vindue eller to åbn. Udendørs er det selvfølgelig vigtigt at gøre det i forholdsvis stille vejr, så man ikke får væskerne andre steder, end de ønskede.
I praksis proklamerer Skjoldet, at den tynde film, der dannes på stellet er hydrofobisk og hermed meget vandafvisende. Endvidere er coatingen rustbeskyttende, modstandsdygtig overfor ridser og afvisende overfor UV-lys. Alt dette lyder rigtig fint, og det holder stik langt hen ad vejen. Det er svært at måle på de tre sidstnævnte ting, men man ser hurtigt, at vand laver små vandperler på stellet – altså den vandafvisende del. Skjoldet mener, at man mindsker brugen af sæde, hvilket er rigtigt nok i første omgang, men personligt synes jeg, at det er nødvendigt efter de første par ture.
Efter de første par ture er det nødvendigt at bruge svamp og sæbe, så man får vasket cyklen ordentligt ren, men der er ingen tvivl om, at stellet hurtigere og nemmere bliver rent, da mudder og snavs ikke sætter sig på stellet på samme måde som normalt.
Konklusion
Vi har testet Skjoldets Nano coating på crosscyklen, der er udsat for både grus, mudder og salt fra landevejen. Nano coveret klarer bestemt mange af de udfordringer, som Skjoldet proklamerer, men nøjes med at spule cyklen, det kan man ikke helt. Dog har man en rigtig pæn og ren cykel, hvis man kombinerer coatingen med en spand vand, lidt sæbe og en svamp.
Skjoldets Nano coating har gennemgået en lidt længere testperiode end normalt, så vi har haft mulighed for at måle på holdbarheden. Skjoldet hævder selv, at en coveret kan holde op til 6 måneder. Vi har testet produktet i 3,5 måned og det holder på samme måde, som da vi påførte coveret. Umiddelbart en rigtig fin holdbarhed, der formentlig stemmer meget godt overens med deres egen vurdering.
Prismæssigt ligger et sæt, som det vi har testet på 350 kroner. Umiddelbart vil jeg vurdere, at der kan være nok pre-coating og Nano coating til to cykler i et sæt, hvis man kan beherske sig lidt med væskerne. De 350,- er hermed en fin pris for et et usynligt cover, der er med til at beskytte din cykel, gøre rengøring lettere og forlænge levetiden på dit stel.
Pris og tilgængelighed
Pris: 350,-