Endnu engang har vi modtaget et par solbriller fra amerikanske Tifosi. I denne ombæring er der tale om deres Tifosi Alliant, der har et lidt anderledes udtryk end den tidligere testede, Davos. Tifosi gør sig både i hverdagssolbriller og sportsbriller, hvor der ikke er sparet på farverne.
Hvad følger med?
- Hardcase
- Transportpose og pudseklud
- En brun lowlight linse
- En klar linse
- En AC Red linse
Design og funktionalitet
Tifosi Alliant er bygget op omkring et let stel, der kun er fæstnet ved linsens overkant. Hermed er der ingen stelkant under linsen – altså intet kæbestel. Det manglende kæbestel kan give bedre ventilation under cykelturen samt et bedre udsyn, når der kigges over skulderen. I forhold til ventilationen, er Alliant lidt mere velventileret end eksempelvis Davos, der havde lidt problemer med ventilationen – specielt i skoven. Alliant har ingen ventilationsproblemer i skoven og dugger ikke til, når pulsen er høj på de stejle stigninger.
Stængerne ligner meget stængerne fra Davos, hvor det er muligt at justere den yderste del af stængerne, så disse tilpasses hovedformen og hjelmen – en fin detalje, der gør, at brillerne sidder rigtig godt på cykelturen. I samme ombæring er stellet ret bredt, hvorfor der er god plads til hjelmstropperne, og ryttere med et lidt større hoved kan drage fordel af dette. På Tifosis hjemmeside, er Alliant opgivet til at passe Large eller X-large, hvilket giver god mening, når man prøver brillerne, dog er det ikke noget, der generer en rytter med et mindre hoved – brillerne sidder godt fast – selv i skoven.
Tifosi Alliant er endvidere udstyret med en justerbar næseclips, der gør, at brillen stort set kan tilpasses individuelt til den enkelte rytter. Denne er med til at skabe sikkerhed for, at solbrillen bliver siddende i samme position under hele cykelturen – også når det går allervildest for sig i skoven.
Slutteligt er en af Alliants helt store fordele, at der medfølger hele tre forskellige linser, der er nemme at skifte. De fleste solbriller kommer med én linse, hvortil der kan købes et hav af andre linser til forskelligt brug. Tifosi har dog valgt at give hele pakken fra start, hvilket er meget rart, såfremt man cykler i alt slags vejr og både på landevejen og i skoven. AC Red linsen, der sidder på brillen fra start er rigtig god til landevejen, når solen står højt på himlen, men Lowlight-linsen er god, når der er overskyet eller i skoven. Den sidste og klare linse er rigtig god, når vinteren banker på døren, eller til de mudrede dage i skoven, hvor solen ikke får magten over skyerne. De tre linser er altså med til at give en brille, der kan klare de fleste udfordringer i det danske vejr. Alle tre linser er velproduceret og man får et godt udsyn.
Konklusion
Ønsker man at anskaffe sig et par solbriller, der kan bruges til mange forskellige formål og sportsgrene, er Tifosi Alliant et godt bud. De tre linser giver en alsidig brille, der passer til det danske vejr. Alt dette til en ret favorabel pris, der ligger noget under konkurrenterne.
Designmæssigt ligger Alliant sig op af flere velkendte mærker, hvor kæbestellet også er fravalgt, dog er designet ikke helt så strømlignet som visse andres, men dette vil til hver en tid være en smagssag. Farven kan man selv vælge på Tifosis hjemmeside, hvorfor det er muligt at kombinere solbrillen med resten af outfittet.
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 499,-
- Køb Tifosi Alliant