Trek Bikes er et af verdens største cykelbrands, og de har i juni måned lanceret den nye 2020 Top Fuel. Vi har været så heldige at få at få den nye Top Fuel 9.8 til test. I denne model for man en XC cykel hvor man kan komme ud og snuse til en trailbike i geometrien. Jeg er spændt på at se om kører egenskaberne lever op til det fede design.
Specifikationer & detaljer
- Stel – OCLV Mountain Carbon stel, baggafler og kædestag, konisk kronrør, Knock Block, indvendig Control Freak-kabelføring, Carbon Armor, vippeled af magnesium, Mino Link, ABP, Boost148, 115 mm vandring
- Forgaffel – Fox Performance 34 Step Cast, Float EVOL luftfjeder, GRIP2-dæmper m. 2 indstillinger, TwistLoc lockout på styret, konisk styrrør, 44 mm offset, Boost110, 15 mm Kabolt aksel, 120 mm vandring
- Bagdæmper – Fox Performance Float, DPS-dæmper m. 2 indstillinger, TwistLoc lockout på styret, finjusteret af Trek Suspension Labs, 190×45 mm
- Hjul – Bontrager Kovee Elite 30 Carbon, Tubeless Ready, 6-bolts, Boost110 for, Boost148 bag
- Dæk – Bontrager XR3 Team Issue, Tubeless Ready, Inner Strength dæksider, 120 tpi, aramid-kanttråd, 29×2,40″
- Gearsystem – Skiftegreb SRAM GX Eagle 12 speed. Bagskifter SRAM GX Eagle, Kranksæt Truvativ Descendant 7k Eagle, 30T Direct Mount. KrankboksDUB PF92. SRAM GX-1275 Eagle, 10-50, 12 gear. Kæde SRAM GX Eagle.
- Komponenter – Sadel Bontrager Montrose Elite. Sadelpind Bontrager Line dropper med indvendig kabelføring, 31,6 mm. Styr Bontrager kovee Pro, OCLV Carbon, 35 mm, 5 mm rise, 750 mm. bred. Håndtag SRAM TwistLoc. Frempind Bontrager Kovee Pro, 35 mm, Knock Block, Blendr-kompatibel, 13 grader. Knock Block integreret, lukket kassetteleje, 1 1/8″ øvre, 1,5″ nedre.
- Bremser – Shimano SLX M7000 skivebremser, 180 mm bremseskive forrest, 160 mm bremseskive bagest
- Vægt – 11.84 kg (med slanger), Maks vægt for denne cykel er (totalvægt for cykel, rytter og last/bagage) er 136 kg.
Jeg synes personligt at Trek er et af de cykelmærker hvor man får meget for pengene, og betaler knap så meget for navnet som ved andre mærker.
De fede detaljer
På den nye Top Fuel har de vendt bagdæmperen på hovedet, så de kunne lave kabelføring indvendigt i rammen, så man undgår at kablet klapre op af stellet som på den tidligere model, samtidig har det også betydet at den låser meget bedre da den nederste del af bagstagen er koblet sammen med stellet på en anden måde, hvilket betyder at når man låser dæmperne ja så låser de altså, det er ikke sådan at man sidder og hopper når man kører på landevejen.
En anden lækker detalje er at begge aksler er lavet til en 6mm umbraco, og så har de lavet et lille stykke værktøj der faktisk kan sidde fast i bagakslen, så den kan tages ud og bruges til at løsne forakslen med. Det betyder at man kan lave forakslen noget lettere så man sparer noget vægt for dem der går op i det.
Knock Block
En af de fede detaljer Trek har udviklet på denne cykel er det de kalder Knock Block. Det er et system som sidder ved kronrøret, så styret ikke kan dreje helt rundt. Det er super smart da man undgår at ridse/knække overrøret på stellet ved at styret drejer helt rundt. Det andet det også hjælper mod er at forgaflen ikke drejer ind i stellet så det revner.
Nogen ryttere har ytret ønske om at den blokkere for tidligt, så Trek har gjort så man kan slå det fra, og så kan styret drejes et par cm ekstra, men så risikere man at forgaflen går mod stellet, hvilket betyder at de har sat gummi beskyttelse på stellet, som det ses nedenfor.
MinoLink
Trek har udviklet et link der gør at man kan ændre cyklens geometri alt efter hvad man skal kører. Det eneste man skal gøre er at løsne en bolt og vende to links, så kan man enten sætte den i “High” eller “Low” hvilket betyder at man sætter krankboksen “højt” eller “Lavt”. Dette har selvfølgelig betydning for højden af din krankboks, men der hvor det er endnu vigtigere er at du kan ændre din kronrøsvinkel 0,5 grader, så ved høj indstilling er vinklen 68 grader og ved lav indstilling er den 67,5 grader.
Ved høj indstilling er der hvor man har den indstillet hvis man kører mest XC orienteret mountainbike. Det er her jeg foretrækker at have den stående. Men hvis man f.eks. skal til Harzen eller Polen ved MTB Travels, så vil jeg foretrække at sætte den i lav, så tager dæmperen en anelse mere og man kommer lidt mere ned mellem hjulene og tyndepunktet bliver lavere og den bliver virkelig fed at kører ned af på, eller skal man i Silkeborg Bike Park skal den helt klart også i lav. Dette her er en virkelig fed detalje hvis man godt kan lide og nørde lidt, og kører lidt forskelligt.
Førstehåndsindtryk
For mit vedkommende er det første indtryk man får af cyklen altid det vigtigste, da det somregel er det der gør om man skal kigge nærmere på cyklen eller surfe videre. Jeg kan personligt rigtig godt lide en cykel har farver og gerne nogen der springer lidt i øjnene og det må man sige at denne Trek gør med de fede neon gule stafferinger, og så med en flot petroliums farvet bagende. Det er fedt og tiltaler min opmærksomhed.
Det næste jeg ligger mærke til er at den har 120/115mm vandring, hvilket fortæller mig at det bliver en mega spændende test den her. Jeg kører generelt på hardcore XC cykler, så det er nyt for mig med en XC cykel der der har fået lidt EPO fra en Trailbike. Jeg har engang kørt på en trail cykler, men har personligt synes at 140mm vandring og op af har været alt for tungt at kører, så jeg var rigtig spændt på at komme i skoven på den her.
Det er alfa og omega at når man ser cyklen første gang, så skal der for mig gå et lille sus igennem maven, hvis der gør det så ved jeg om det er det rigtige førstehåndsindtryk.
Top Fuel er med intern kabelføring, det er lækkert da det gør cyklen meget mere enkelt at se på, og dermed mere indbydende for øjnene. På cockpittet er der dog en del kabler da den også er født med dropper, så der er mange kabler. Det første jeg nok ville gøre efter indkøb af denne cykel ville være at få styr på kabler, flere af kablerne kan sagtens kortes op. Men det er jo fordi at kablerne fra fabrikken jo skal være lange nok til at passe til alle rytter højder til denne størrelse. Men til min højde på de 173cm kan cockpittet gøres meget pænere, jeg har en smule OCD hvad det angår, jeg kan simpelthen ikke have at kabler larmer når man kører på nedkørsler.
Testen på sporet
Jeg har været så heldig at jeg fik test cyklen lige inden min sommerferie, så det passede perfekt sammen med at vores sommerferie var planlagt til at børnene og jeg skulle på vestkyst tur, hvor vi skulle starte i Skagen og kører så langt ned af vestkysten som muligt og kører så mange spor som muligt samtidig med at vi hyggede med seværdigheder.
Så jeg har fået testet denne Top Fuel 9.8 på rigtig mange forskellige spor. Den har fået lov at æde jord på følgende spor: Skagen klitplantage, Tversted Klitplantage, Tornby sporet, Slettestrand, Nordskoven og vesterskoven i Silkeborg, den nye Silkeborg Bike Park, Juelssø rund, Marselisskoven, så der er blevet kørt mange spor i sommerferien.
Jeg er vildt imponeret hvor fedt denne cykel bare angriber sporet, Jeg kan mærke at jeg er mest til at denne cykel er sat op så den er så tættest på XC som muligt, og samtidig har 120/115mm vandring. Samtidig med at den har 68 grader kronrørsvinkel så har den bare en virkelig fed geometri.
Nogen vil måske mene at den må være tungere at træde afsted, men jeg har en favorit tur på 38km hvor jeg kender mine egne tider på, og der der kører jeg ca. samme tider som jeg gør på min hardcore XC låge.
Det har været vildt fedt at teste denne cykel på så mange forskellige spor, hvor alle spor er vidt forskellige. Hvis man tager Skagen klitplantage så er der meget sand, hvor man så kommer til Slettestrand, hvor der både er sand og en del rødder og lidt vildere nedkørsler til Vesterskoven i Silkeborg hvor det bare er fedt flowspor, og Silkeborg Bike Park hvor den kan blive presset på hop og fede berms og det hele. Så den er virkelig blevet testet i alle senarier.
De fleste ture jeg tager på mountainbiken ligger fra 35 km til 50km når jeg kører ud hjemmefra. Det er fordi at jeg har 8 km til og fra skoven på landevej og grus, så selvom den har lidt mere vandring og “kun” 68grader vinkel så er den super lækker at kører på, den gør sig godt i hele registeret. Jeg vil dog sige at står du og skal have en Hardcore XC låge til kun at kører Licens løb på så ville 100mm vandring være at foretrække, men man ser helt sikkert nogle at Worldcup rytterne stille op på denne model til et worldcup løb senere, da mange spor efterhånden egner sig mere til 120/115mm vandring end 100mm.
Hvad synes sønderjyden
Jeg kan bare sige at denne cykel er helt ideel til mig, den kan det hele, efter min mening, den sætter ikke nogen begrænsninger for mig, det eneste der nu sætter en begrænsning er min rygsøjle der godt kan være en anelse blød hvis nedkørslen er for hardcore.
Jeg er en person der godt kan lide at kører MTB for sjov og for at udfordre mig selv, og her kommer denne cykel til at gøre det endnu sjovere, jeg ved godt det ikke er en racer jeg kommer til at vinde løb med, men det er ikke cyklen der er skyld i det. Det er mine stænger, men det vigtigste er at man har det vildt sjovt når man er i skoven og det har jeg på denne cykel.
Denne cykel har været så god ved mig at jeg har valgt at købe en cykel magen, for jeg kan jo ikke blive ved med at kører på test cyklen. Så når jeg snart aflevere denne test cykel tilbage kan jeg sætte mig op på en ny magen til og blive ved med at smile og have det skide sjovt i skoven.
Står du og overvejer at købe ny mountainbike, og er en person der godt kan lide det hele ved at kører MTB, så får du her en cykel der kan det hele. Jeg vil klart anbefale at du kigger nærmere på denne låge hvis du er ved at skifte cykel eller bare skal ud og have en Fully. Den er efter min mening alle pengene værd.
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 43.999,-
- Læs mere på Trek’s hjemmeside.
Tak for en god beskrivelse. Har lige lånt samme model, blot i matsort. Fed cykel. Jeg er også mest til XC, men den står i LOW og vil gerne have den i High og har løsnet bolt og fjernet link for at vende det, men hvordan fik du bolten i rigtig position, så link kan sættes i igen? Har forsøgt af finde en YouTube video, men kan kun finde for modellen, hvor dæmper sidder modsat og der sidder link på en anden måde. Håber du kan hjælpe ellers må jeg skrive til Trek eller tale med cykelhandleren på mandag.
Hej Jesper
Tak for din besked, Ja det er en top fed låge, jeg er helt vildt glad for den. For at ændre den til “High” alt hvor krankboksen er højest, så skruer du bare umbraco helt ud, vender begge aflange skiver i hver side og skruer bolten i igen. Det er forholdvis simpel, man skal bare have bolten helt ud. Jeg tror ikke der er lavet en YT video af det.
Prøv det ellers skriver du bare igen.
Hilsen Troels