Fra Italienske Vittoria har jeg gennem foråret testet deres Terreno Dry Gravel i 47 mm. Et dæk der fortjener og er udviklet til tørt og godt pakket grus. Det lyder ikke som et match til dansk forår, men jeg har forsøgt at være tro mod det, og indrømmet jeg har også udfordret det med våde og fedtede forhold.
Specifikationer
- Foldedæk, tubeless ready
- Fås med brune sider i størrelse 700x40c og 700x47c
- Vejer 500 gram for 47 mm udgave
- Indeholder Graphene 2.0
- 120 tpi
Dækkets opbygning
Dækket er opbygget med lavprofil knopper på midten. Mønsteret beskrives som “fiske skæl” mønster og det giver mulighed for lav rullemodstand og øget hastighed på fast underlag som asfalt og hård grusveje, mens de grovere knopper på siderne giver bedre greb og kontrol i svingene på ujævnt terræn. Dækket indeholder materialet Graphene 2.0 i gummiblandingen. Graphene 2.0 er et karbon produkt, som er utroligt stærkt og giver bedre holdbarhed og punkteringsbeskyttelse.
Vittoria Terreno Dry gravel dækket er udviklet til hård pakket grus, men kan også gøre sig gældende på et mere mixed underlag med løst grus. Det anbefales dog ikke til vådt eller mudret underlag. Hvis behovet er der klarer det sig også middel på frossen overflader.
I den mere feminine afdeling, så syntes jeg det er pænt dæk med de lyse brune sider og et mønster der udviser eventyr.
Test opsætning
Dækket er testet på et sæt DT Swiss G1800 aluminiumfælge med 25mm indvendig bredde. De er opsat tubeless. Dækkene var super nemme at montere, satte sig med det samme og der var ingen udfordringer med at holde tæt på væsken. Som tidligere nævnt testede jeg 47 mm udgaven. Med 2,0 bar målte jeg max 46,1 mm på det bredeste stykke, så ingen plads problemer for Canyon Grizl der anbefaler op til 50 mm dæk som max. Angående dæktryk har jeg også eksperimenteret lidt på forskelligt underlag, men vil mene med mine 74 kg at det fungerer bedst mellem 1,8-2,1 bar, velvidende at det er en meget individuel sag.
Gravel Terreno Dry i praksis
Dækket er blevet testet i perioden marts-maj og jeg har kørt på stort set al slags underlag og i al slags vejr. Det er måske lidt unfair når Vittoria har udviklet dækket til mest tørre og fast underlag hvilket vi finder oftest om sommeren i Danmark. Virkeligheden er dog at vi skal være vejr-parat til lidt af hvert i Danmark og jeg er ikke fan af at skal skifte dæk for ofte. Jeg oplevede ingen siver eller punkteringer i testperioden. Derimod oplevede jeg på fast grus og asfalt underlag, at Terreno dry som et super hurtigt dæk, og men god komfort med de 47 mm. Jeg var helt tryg ved det i svingene og i det hele taget super god kontrol. I små våde forhold og især på græs og let mudret, måtte farten ned og røven i sadlen, men jeg kunne da både køre opad og fremad. Igen vil jeg fremhæve de 47 mm, det kan altså noget når talen kommer på komfort og uden at gå for meget på kompromis med farten. Jeg har også brugt dækket på bikepacking weekend tur og her har jeg også kun gode erfaringer hvor underlaget skiftede mellem asfalt og faste og løse grusvej underlag.
Konklusion
Vittoria Terreno Dry er et super spændende dæk. Det er udviklet til tørt og primært fast underlag men kan sagtens bruges i både løst grus og sand samt under lette våde forhold, altså hvad en typisk sommer i Danmark kan tilbyde. Er det mere vådt og mudret terræn i vente, vil det ikke være mit første valg. Min oplevelse med 47 mm er at det er super komfort, som mange gravel motionister efterspørger, men dækket kommer også i en 40 mm udgave hvis det skal gå lidt hurtigere. Vittoria Terreno Dry er et godt bud på sommerens dæk til gravel løb og motion eller bikepacking eventyr.
Pris og tilgængelighed
Set til 489,-