De seneste mange måneder har vi løbende testet Vredestein Black Panther i størrelsen 29×2.20. Vredestein betegner selv dækket som et all-round dæk til konkurrence, som håndterer tørt underlag bedst, uanset om det er løst eller fast.
Vi har naturligvis også testet Vredestein Black Panther i både mudder, is/sne og på vej for at komme hele vejen rundt.
Vredestein Black Panther fås i flere udgaver, vi har testet foldedækket, men den fås også i en Xtrac, Xtreme og en Rigid udgave. Som nævnt indledningsvis er der tale om et foldedæk, det betyder i dette tilfælde at det er virkelig nemt at montere, uanset om det er første gang eller i forbindelse med en punktering, derudover er det nemt at folde sammen (Heraf navnet) så det kan opbevares i rygsækken på en længere tur hvor man ønsker at medbringe et reservedæk.
Modellen fås i mange bredder og til både 26, 27,5 og 29″ hjul – vi har testet udgaven til 29, der vejer ca. 600 gram pr. dæk, hvilket gør det til et dæk i middelklassen rent vægtmæssigt.
Dækket har 5 rækker knopper, én række centreret midt på dækket og to i hver side for øget stabilitet og greb i skarpe kurver. Knopperne er ikke specielt store og der er masser af luft omkring dem, hvilket betyder at evt. mudder og lign. ikke pakker på samme måde som hvis knopperne havde siddet tættere. Det faktum at knopperne ikke er så høje gør også at man bevarer en fornuftig rullemodstand – men til gengæld må man undvære det ekstra bid i eksempelvis mudder og under mere vinterlige forhold.
Vredestein anbefaler selv dækket til konkurrence brug, i tørt vejr med fast eller løst underlagt og det er uden tvivl også der dækket klarer sig bedst. Jeg har testet dækket de sidste 6 måneder i skoven og har udsat det for både tørt vejr, masser af regn og mudder, is og sne og dette både på singletrack, skovstier og en smule på asfalt. Som nævnt er det uden tvivl i tørt vejr dækket performer bedst og gerne med lidt løst underlagt så sideknopperne kommer til sin ret. I dette terræn er dækket hurtigt og står rigtig godt fast, uanset om det går op, ned eller rundt i sving – og ligeledes på alt fra fast til mere løst underlag. I mudder synes jeg faktisk også det har gjort det udmærket, selvom det ikke er her det er stærkest. I sne og is fungerer dækket mindre godt – men det stemmer også helt overens med det brug som producenten selv anbefaler, her mangler man simpelthen bare greb og ville have kunne drage nytte af nogle højere og blødere knopper.
Konklusion
Samlet set er Vredestein Black Panther foldedæk et ret fornuftigt valg til forår og sommerperioden, hvor man primært vil køre i tørvejr. Vægten er rimelig, dækket ruller godt og hurtigt takket være de flade knopper i midten og med sideknopperne har man et godt greb når det ikke nødvendigvis går ligeud. Som en sidebemærkning har jeg ikke oplevet én eneste punktering med Vredestein Black Panther – så det virker også til at være forholdsvis punkterings resistent.
Er man på udkig efter et hurtig dæk til skoven, til brug i tørvejr – så kan jeg sagtens anbefale Vredestein Black Panther!
Pris og tilgængelighed
Set til 369,- hos CyclingFreak.dk
- Find nærmeste forhandler på EnergySport.dk