WTB er nok bedst kendt for deres mountainbike dæk, men de har faktisk også et ret bredt udvalg af dæk til både cross og gravel, heriblandt Vulpine S der skulle være deres hurtigste graveldæk.
Vi har haft lejlighed til at teste Vulpine S de sidste måneder.
Gå direkte til indhold
Udvalgte specifikationer
- Fås med sorte eller brune sider
- 40 eller 45mm bredde
- 120 tpi
- Dual DNA Compound
- SG Protection
- Tubeless ready
- Vægt (oplyst) 517 gram for 40mm med sorte sider, kontrolvejet til 524 gram
Testopsætning
WTB Vulpine S er opsat på et sæt Zipp 303s carbonfælge med Vittoria Airliner indlæg samt 120 ml. WTB TCS 2.0 Tubeless sealant i hvert dæk. WTB anbefaler selv, på deres tubeless væske, op til 120 ml. sealant i hvert dæk til gravel, så derfor denne mængde.
WTB Vulpine S var ret nemme at få krænget på fælgen, også med Vittoria’s Airliner indlæg – dog brugte jeg en dæktang til at få krænget de sidste par cm. over fælgkanten, da der ikke er meget plads når Vittoria’s Airliner er i dækket – samtidig skåner man sine fingre!
Monteret på Zipp 303S fælgene måler de 40,2 mm.
Konstruktion og opbygning af dækket
WTB har et sortiment på 11 forskellige dæk til gravel og cross brug, Vulpine S’ere er den hurtigste og letteste af dem alle. Det gør dækket velegnet til dem der ønsker at køre stærkt og hvor underlaget ikke bliver alt for teknisk, altså helst rimelig tætpakket grus og mere fast underlag, end mudder, rødder og lign. som kræver mere greb.
WTB anbefaler også selv dækket til hårdpakket grus/mere fast underlag, samt asfalt.
Dækket er udført med en helt glat stribe i midten, denne sikrer lavest mulige rullemodstand på fast underlag, så man kan køre stærkt både på asfalt og når man rammer gruset. Den glatte midterstribe er også med til at forlænge levetiden på dækket, da sliddet er mindre end på små knopper. Dækkets runde profil med mindre knopper ved siden af midterstriben og lidt større kant-knopper, gør at man stadig har fornuftigt greb i sving eller når man rammer mere ujævnt underlag.
Vulpine S er naturligvis klar til tubeless med WTB’s egen TCS teknologi.
Gummiblandingen (Compounden) brugt til Vulpine S er deres “Fast Rolling” compound, altså den der giver den mindste rullemodstand og derfor også den højeste fart, men stadig med greb og holdbarhed in mente. Casingen er i ét lag hvor der er fokus på smidighed og lav vægt, så man får et dæk der i høj grad tilpasser sig underlaget, det understøttes af en TPI på 120.
Udover fokus på lav vægt og et smidigt dæk, så har WTB også inkluderet Sidewall Protection, så man er godt beskyttet mod cuts og huller i sidevæggene – samtidig gør det at dækket “holder” bedre på luften og tubeless væsken.
Vulpine S i praksis
Jeg monterede Vulpine S i slutningen af august og har kørt med dækkene i et par måneder i ret blandede forhold. De har stået overfor tørre grusveje, bløde markveje, single-track lignende spor i skoven og selvfølgelig også asfalt. Helt overordnet set, så gør de det rigtig godt under disse blandede forhold. Rammer man asfalt eller hårdpakket grus, gør den glatte miderstribe at man får masser af fart og har minimal modstand. Rammer man skoven eller markveje med lidt mere ujævnt underlag er der stadig rimelig greb grundet kantknopperne, men i mudder og meget blødt underlag kommer det til kort – hvilket også er forventeligt. I perioden har jeg også kørt et par “rene” landevejsture og her var det en fornøjelse ikke at føle sig begrænset af et dæk med høj rullemodstand grundet store/kraftige knopper. Den helt store test af dækket blev dog i forbindelse med Holstebro Gravel 2024 hvor det blev testet på 160 km. blandet underlag, i høj fart – uden problemer!
Én enkelt punktering er det blevet til i testperioden, som måtte lukkes med en Dynaplug, eller har jeg ikke haft cuts/punkteringer eller oplevet tab af luft.
Konklusion
Der findes efterhånden en del dæk der minder om Vulpine S og det giver god mening, for de passer perfekt til manges behov! De gør sig både godt til dem der primært holder sig til asfalt, men ønsker at tage en afstikker på gruset, men også dem der kører blandet underlag! Det kræver dog at sidstnævnte er indforstået med at de har sine begrænsninger i løst/vådt underlag, men der findes ganske enkelt ikke dæk der “kan det hele” så det er ikke anerledes end mange af konkurrenterne.
Jeg har oplevet Vulpine S som holdbart, med lav rullemodstand, nemt at sætte op og ret alsidigt! Med andre ord, et virkelig godt “all-round” dæk til dem der gerne vil have lidt fart på. Det er dog uden at man skal gå fuldstændig på kompromis med holdbarheden, for Vulpine S virker både punkteringsresistent og holdbart i længden!
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 449,-
- Køb WTB Vulpine S