Fra danske Xtreme, der ejes af odenseanske Konggaard, har vi de sidste måneder haft lejlighed til at teste deres The Arctic-serie. Den varmeste serie de har på programmet, lavet specielt til det nordiske klima med kold vind og nedbør som de største fjender.
Vi startede ud med deres bib tights og turen er nu kommet til vinterjakken i samme serie.
Design og detaljer
Som nævnt i indledningen så er The Arctic den varmeste serie Xtreme har på programmet, den er specifikt lavet til det “trælse” danske efterårs og vintervejr med kold vind og masser af nedbør. Jakken fås i 2 farver, den klassiske sorte og en flot navy hvis man vil skille sig lidt ud. Størrelsesmæssigt spænder de fra S -> 3XL.
Der er tale om en decideret vinterjakke, dvs. den er både vind og vandtæt, samtidig med materialet er forholdsvis tykt for at give isolation og varme. Som The Arctic Bib tights, så er der brugt et materiale med 3 lag – det yderste med Bionic Eco behandling der skaber en vandafvisende overflade, dernæst en vind og vandtæt membran og slutteligt en fleece indvendigt der føles rart og giver god isolation.
Jakken har gennemgående vandtæt lynlås foran samt en lille krave med en “flap” bagtil der giver ekstra beskyttelse af nakken.
Ærmerne er med laserskårne afslutning ved hænderne, det giver god mulighed for at trække handskerne op over ærmerne og man undgår en træls elastikkant der potentielt kan genere. Det skaber samtidig en tæt afslutning omkring håndledet, så man undgå kold vind kommer ind denne vej.
I livet er der ligeledes laserskåret afslutning med en bred elastik med silikoneprint bagtil – dene holder jakken på plads uden at stramme omkring livet.
Bagpå er der 3 åbne ryglommer, hvor de 2 i siderne er med skrå åbning så man nemmere kan komme til lommerne mens man sidder på cyklen, det er super godt tænkt! Lommerne er ikke super store, men store nok til at rumme gel/bars, pumpe, telefon og hvad man ellers måtte have brug for, samtidig er de store nok til at man kan få hånden ned og fiske en gel op, også selvom pulsen er høj og man har handsker på – dette er et kæmpe plus.
På brystet, ærmet og bagtil er enkelte reflekterende elementer i form af logoet der fremstår i “oil slick”, hvilket ser mega fedt ud og skaber lidt kontrast til den klassiske og småkedelige sorte eller navy grundfarve.
Komfort og pasform
The Arctic-serien er lavet til de helt kolde, samt våde og blæsende dage. Selv har jeg brugt den på de koldeste dage med temperaturer lige under, eller lige over frysepunktet. Har også testet den i omkring 7-8 grader varme, men her var den lige til den varme side for mig – når intensiteten er høj. Nu er der stor forskel på hvor varmt tøj man foretrækker, men for de fleste vil denne jakke nok være perfekt fra -5 -> +5 grader, med passende baselayer underneden. Jeg har benyttet en tykkere baselayer på de kolde dage og en tyndere på de varmere dage, altså blot ét lager under – hvilket fungerer bedst for mig.
Trods det faktum at jakken er både vind og vandtæt, så er den ganske åndbar, hvilket betyder man også kan komme af med varmen. Dette er vigtigt hvis man har skiftende intensitet på turen, eller måske bare skal holde et stop eller to undervejs, så man undgår at blive alt for kold fordi man er meget fugtig underneden.
Jakkens pasformen er tæt, noget nær race-fit, men naturligvis med plads til en god tyk baselayer underneden. Ærmerne har en god længde, det samme har selve jakken der naturligvis går lidt længere ned bagtil for at beskytte lænd og bagdel.
Materialet er super lækkert og kan stadig strækkes ganske meget for en tæt, men stadig behagelig pasform. En del vinterjakker lider under at materialet er tyk og ikke er ret fleksibelt, så det er svært at bevæge sig i jakken, det problem har man bestemt ikke med denne jakke!
Afslutningerne ved håndled samt ved livet fungerer også rigtig fint, ingen generende elastikker, men en pæn og tæt afslutning der fungerer rigtig godt.
Jeg har testet The Arctic Winter Jacket i str. S, hvilket jeg finder som lavet til mine 66 kg. fordelt på 175 cm. den sidder rigtig godt, hverken for tæt eller for løst.
Konklusion
Konggaard har med Arctic-serien i Xtreme-brandet virkelig ramt plet, det er en serie af tøj til de allerværste dage, der gør at man kan komme igennem cykelturen både tør og lun.
Arctic Winter jakken er i et helt klassisk og stilrent design med masser af små fede detaljer, ex. de laserskårne afslutninger ved ærmer og livet, de skrå lommer bagtil der gør det nemmere at komme til lommerne når man sidder på cyklen, samt den lille “flap” der giver ekstra beskyttelse omkring nakken.
Udover pænt design og en masse fede detaljer, så er jakken super komfortabel og giver god beskyttelse mod elementerne på de kolde, blæsende og våde dage, men stadig med en udmærket åndbarhed så man ikke koger over når intensiteten er høj.
Cykler man udenfor, uanset vejret, så bør The Arctic Winter Jacket bestemt være med i overvejelserne når en ny vinterjakke er på indkøbssedlen, for den er både pæn, funktionel og fyldt med fede detaljer – derudover er prisen rimelig fair for en jakke af denne kaliber og kvalitet.
Pris og tilgængelighed
Set til 1599,-