Denne gang har vi fået mulighed for at teste en unik gadget fra det italienske firma Skopre. Der er tale om en kadencebooster ved navn ZenSlip, som skulle kunne spare cykelrytteren 30 sekunder, hvert 10. minut.
Kadenceboosteren er en kile, der placeres mellem klampe og sko. Kilen ændrer ikke fodens position, men skulle ændre den retning kraften bliver presset ud gennem pedalerne. Producenten skriver, at det bliver nemmere at træde igennem ved de områder i tråddet, hvor man sædvanligvis ikke producerer så meget kraft.
Kilen monteres relativt nemt med dobbeltklæbende tape og medfølgende skruer. Man fjerner sine klamper, sætter kilen på skoen og derefter monterer man klamperne ovenpå med længere skruer.
12
Man skal huske at justere saddelhøjden bagefter, da kilerne er relativt høje under skoen. Producenten skriver, at det er passende at sætte sadlen op med 5 mm. Jeg blev nødt til at sætte min et par mm ekstra op, men det er nok forskelligt fra person til person.
Min anbefaling er at besøge en bikefitter, således at klamperne og sadlen kommer til at sidde helt rigtigt, hvis man vil køre med systemet i længere tid. Kilerne ændrer helt klart på et eksisterende bikefit.
Jeg har testet kadenceboosteren i en måneds tid og min vurdering er, at den gør det marginalt nemmere at køre med en høj kadence, men jeg har ikke kunnet måle nogen signifikant ændring i det antal watt, jeg træder. I hvert fald ikke i nærheden af de ”op til 40 watt” der reklameres med. Producenten skriver dog også, at man vil finde størst effekt på længere stigninger, og dem har jeg ikke haft mulighed for at finde herhjemme i Danmark.
Jeg har dog bemærket, at jeg nemmere end før har kunnet holde det runde tråd, når jeg begynder at blive træt, så der er helt sikkert en slags gevinst ved at bruge kadenceboosteren. I skrivende stund koster systemet 275 kr, så man mister ikke meget ved at se det an.
Producenten har fået en professor til at teste systemet, og hans resultater viser, at det giver bedre power ved samme kadence, hvilket er illustreret i følgende tabel:
Det er bare ærgerligt, at testen kun indeholder en enkelt forsøgsperson. Her er det svært at vurdere, hvorvidt det er systemet, der har givet effekten, eller om det er tilfældigheder/andre faktorer.
Konklusion
Alt i alt er det en sjov gadget, der måske kan forbedre cykelrytterens performance en smule. Det har ikke været muligt at måle en konkret eller signifikant effekt under min test, men det er sikkert individuelt, hvorvidt man oplever forbedring eller ej. Til pengene kan den anbefales, hvis man er typen, der elsker at finde nyt legetøj, som kan give de ekstra marginale.
Pris og tilgængelighed
- Set til 275,- hos Danish Bike