Træningsprogram via OptimizaR: Uge 2

Planlægning af træningspas

2 uger er gået, og vi er godt i gang med træningsprogrammet fra OptimizaR. Træningsprogrammet styres og justeres igennem en tredjeparts side – nemlig TrainingPeaks.com. TrainingPeaks er brugt af mange atleter, da programmet let og overskueligt tracker din træning. Endvidere kan man via TrainingPeaks tilkoble en træner, der kan oprette træningspas, samt følge og analysere på data fra de forskellige cykelture.

Ragnar fra OptimizaR er selvfølgelig tilkoblet min TrainingPeaks-konto, så han kan følge og oprette træningspas til mig. Netop de forskellige træningspas er specifik tilpasset mig, ud fra den tidligere analyse af, hvad der kan gavne mig mest i træningen frem mod sæson 2020. I forrige artikel kom vi frem til, at en sænkelse af VLmax, vil give det bedste resultat for mig. 

OptimizaR står for al planlægning af min træning i de næste 12 uger, men det betyder bestemt ikke, at jeg ikke har nogen som helst indflydelse på, hvordan det ser ud. I samarbejde med OptimizaR har jeg selv været med til at komme med inputs til, hvad jeg ønsker i mit træningsprogram – herved har jeg selv fået lov til at bestemme, hvor mange timer, jeg ønsker at træne ugentligt. Endvidere har jeg lov til at bestemme, hvor mange dage ugentligt jeg vil/kan træne. En rigtig god ting, når man skal have hverdagen til at passe sammen. 

Organisering

Som udgangspunkt har OptimizaR og jeg valgt at starte ud med 6 timers træning ugentligt fordelt på 6 dage. Valget er foretaget ud fra tidspunktet i sæsonen (off season) og et forsigtighedsprincip, der gør, at vi stille og roligt kan skrue op for træningsmængden. 

En træning udendørs med radom peaks

Yderligere har OptimizaR og jeg fundet frem til en ugeplan, der giver mest mulig mening for mig. Planen indeholder hermed 3-4 forskellige muligheder i form af Zwift (hometrainer), cross (watt), landevej (watt) og MTB (puls). I de første to uger har min fordeling hermed set nogenlunde således ud: 

Man: Zwift/cross

Ons: Zwift/cross

Tors: Zwift 

Fre: Zwift

Lør: Cross

Søn: MTB/Cross 

Den ret specifikke ugeplan gør det muligt for OptimizaR at vælge nogle specifikke træningspas, der passer godt til den valgte træningsmetode. I de første to uger har det fungeret rigtig godt for mig at køre Zwift de fleste af hverdagene, da vejret og mørket ikke er en hindring. Hertil har jeg haft mulighed for at give den lidt ekstra gas i weekenden udendørs, hvor OptimizaR således har inkorporeret VO2max peaks eller intervaller, der er lettere at køre udendørs. 

Medio kraft lang via Zwift

Generelt har ugen været lidt delt op, så jeg kører de fleste af de lange, lavintense intervaller indendørs på hometraineren, mens jeg kører de lange, hårde intervaller, eller meget korte peaks med max power udendørs. En rigtig god fordeling, der både skaber noget afveksling for mig som rytter, men ligeledes giver god mening, da vejret pt ikke er til at køre lange, lavintense intervaller – i hvert fald ikke, hvis man ikke ønsker at fryse på turen. 

Opstart og tilvænning

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at de 2 første uger har været noget af en omvæltning for mig som cykelrytter. Normalt er jeg vant til at køre 5-6 gange om ugen med fuld gas. Jeg har stort set aldrig kørt en struktureret træning, men blot kørt på fornemmelse og lyst. Det er har i den grad ændret sig henover de sidste uger, hvor min træning nu er planlagt ned til mindste watt-tal. Det skal ikke lyde som en kritik, men blot en erkendelse af, at al begyndelse er svær. Specielt mentalt har det været en anderledes oplevelse, når OptimizaR giver en lange, lavintense intervaller, som jeg aldrig har praktiseret før. Disse intervaller har ikke været nær så opslidende, som mine tidligere træningsmetoder, hvilket vel egentlig giver god mening. 

Selvom jeg lige skal vænne mig til at have en træner og et træningsprogram, er jeg ret sikker på, at jeg får noget godt og brugbart ud af træningen. Et af mine mål er blandt andre at have mere styrke og kunne holde et højt watt-tal over en længere periode/distance, hvilket de lange intervaller må hjælpe til. Endvidere er træningen på Zwift bygget op omkring intervaller med skiftende kadence, som gerne skal give mere styrke – specielt ved lav-kadence-intervaller. 

Om 14 dage vil vi bringe endnu et indlæg, der kommer til at gå lidt mere i dybden med de forskellige pas og udførelsen heraf.

Tags fra indlægget
,
Mere fra Mathias Busk Sælgen
Test: iGPSPORT iGS520 cykelcomputer
Cykelindustrien er præget af store brands, der sidder på en stor del...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.